Det var Madchester-bølgens pendant til den milepæl Oasis senere og endnu større satte på vegne af Britpop, da de manifesterede egen storhed ved at samle horderne på Knebworth i 1996. Seks år tidligere satte da ligeså zeitgeist-centrale The Stone Roses 27. maj 1990 sin flok stævne på den kunstige ø Spike Island i Mersey-flodens munding. 28.000 i bøllehatte og flares samledes på en flad mark omgivet af Widnes’ kemiske fabrikker til en koncert med det band, der om nogen afsluttede de engelske 80’ere og viskede tavlen ren til et nyt årti. The Stone Roses var efter sigende elendige den aften på Spike Island – præcis som de også var det i Alexandra ved Gl. Torv i København et lille år efter – men det betød ikke det store, da det mere var begivenheden som sådan og det den symboliserede, deres følgere tog med sig derfra…
Og her den mest aktuelle The Stone Roses-single, da de spillede Spike Island. Et top 10-hit i Storbritannien for et forrygende elegant og sært sneaky nummer faktisk…
Så vidt jeg kan se af de spredte optagelser fra den koncert, er The Stone Roses vel ikke specielt elendige.
Jeg var (og er) meget glad for gruppens debutalbum – det fornemmer jeg at mange af denne blogs læsere også er – men jeg har det svært med musikerne nu. Især Ian Brown har vel altid været en egentlig pisseugle (det er næppe et tilfælde at Liam Gallagher ser ham som sit forbillede), men det er blevet endnu værre med årene.