Songs to say goodbye

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-losing.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-kerouac.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-meds.jpg

I dag er det 15 år siden R.E.M. uomtvisteligt ophørte med at være et undergrundsnavn, idet de da udsendte deres Out of Time-album, der med monsterhittet “Losing my Religion” katapulterede bandet allerøverst op på rockmusikkens stjernehimmel, og dermed langt væk fra den ydmyge indie- og college-scene, som ellers havde været fast base siden dag 1.

Out of Time har måske ikke holdt så godt som samlet værk, dertil er den for flakkende, men indeholder alligevel en lille håndfuld sange, der står som perler i R.E.M.’s imponerende katalog: “Country Feedback”, “Half a World Away”, Losing my Religion” og “Near Wild Heaven”.
Ude af tid er også konge-beatnik Jack Kerouac, der ville være blevet 84 år i dag. Da R.E.M. udsendte Out of Time gik Michael Stipe meget op i, at udgivelsesdatoen samtidig var netop Jack Kerouac’s fødselsdag. Som mange andre sangskrivere har også Stipe fundet vigtig tekstlig inspiration i Kerouac’s skrivning, specielt i den rastløse, sjælesøgende, bilkørende, rytmiske generationsroman On The Road.
Michael Stipe medvirker iøvrigt på en enkelt sang på Meds, den nye Placebo-plade, der udkommer mandag. Hørt herfra forekommer det album som det absolut stærkeste og mest stemningsfulde, dén fucked-up trio endnu har præsteret. Vi taler moderne guitar-angst-rock af høj karat, i speciel sælsom Placebo-lyd af følelsesudsuget privatrum midt i sammenbruddets ætsende larm. Helt i tråd med den formfuldendte apocalyptica hedder Meds’ perfekte afskedssalut af et nummer “Song to say Goodbye” – velbekomme!

2 tanker om “Songs to say goodbye”

  1. Det var dengang Stipe var en genert og lidt kejtet sanger. Nu er han blevet rigtig rockstjerne og hænger ud med supermodeller og andre celebreties. Vil mene at REM kunstnerisk toppede for mere end 10 år siden.

  2. Ja, man er jo ved at være gammel, når Out of Time runder 15 års jubilæet. Efter Smells like teen spirit må Losing my religion vel være det nummer, der er spillet flest gange dengang for de der 15 år siden, hvor jeg så MTV. Stærk cd, og heldigvis er der kommet meget godt siden da. Selvom REM i anmeldernes ”del og hersk” cyklus åbenbart er nede i en bølgedal, ja så er de modsat mange andre, ældet med ynde.

    Men mest af alt vil jeg gerne give mit besyv med vedrørende Placebo. Desværre kan jeg ikke give bedre beskrivelse af bandet end Jens (damn), men hold kæft hvor er det dejligt, at de er tilbage i noget nær maksimal yde-evne. ”You are one God´s mistakes, you crying waste of skin”, ja så ved man da, at Placebo er tilbage. Hvis ikke man er typen, der foretrækker et liv på lykke-piller, ja så er det bare ud og købe den cd. Jeg foretrækker helt klart at glemme mine meds! Udspillet er helt oppe i noget, der ligner ”Black Market Music”-Niveau, så for os der ved det, ja så er vi er altså ude i noget, der er helt fremragende.

    Mens man lytter til ”Meds” kan man jo så glæde sig over, at Roskilde Festivalen i det tilfælde har lavet et pletskud. En tid efter mørkets frembrud på grøn scene efterspørges. Så må man bare ikke håbe festivalen har udstedt et ”berufsverbot” der gør, at de ikke må spille en indendørs koncert på deres tour. Generelt er det en uskik, som konkurrencemyndighederne burde gribe ind overfor. Arla er da vist netop dømt for noget lignende…

Skriv et svar