Tilbage i storform fra de næsten døde

Blur_MagicWhip_2015

Forudsætningerne lød ikke vildt opløftende. Fem overliggerdage i et studie i Hong Kong, undervejs på den tour der bragte de fire medlemmer fra koncertgendannede Blur rundt i nær og Fjernøsten. Efter sigende blev der jammet meget, med manglende strukturstramhed og mange løse ender som naturligt resultat på optagelserne.

Efter touren gik guitarist Graham Coxon så i et studie i England med producer Stephen Street og bearbejdede materialet. Ryddede op. Lagde på. Klippede sammen. Kasserede. Omarrangerede. Samt indkaldte de tre andre medlemmer enkeltvis til overdubs og additions. Ud af de store anstrengelser er kommet 12 titler, der nu udgør The Magic Whip, Blur’s første album siden Coxon-løse Think Tank fra 2003.

Og hvilken glædelig overraskelse The Magic Whip er. Damon Albarn bærer som altid musikken med sig, men han er denne gang et helt andet og langt mere vitalt sted henne, end på sidste års fine men for tilbagelænede solodebut. Blur-kemien fornægter sig ikke og der høres straks i de nye fragmenterede numre/sange klare spøgelsesekkoer fra nu fjerne milepæle som Modern Life Is Rubbish, Parklife og Think Tank.

Men pladens teknologiske digi-produktion på de ofte repeterende akkordkarusseller gør, at dette bliver alt andet end en tilbageskuende eller gammeldags rockplade. Damon synger sin svimle undren som ømme resignation over den moderne eksistens’ drejninger ud i en rigdom af musikalske detaljer, indfald og stumper. Underskønne melodier bliver undervejs fundet, dyrket og smidt fra sig igen, i en komplekst sammenklippet men dog så umiddelbar musik, der aldrig synes låst fast i nogen opfattelse af hvordan Blur bør og skal lyde.

Det er dén frie rejse som både nu og i historiens lys placerer Blur tårnhøjt over f.eks. de gamle Britpop-rivaler fra Oasis, der aldrig lignende kom sig kreativt over egen store succes. Det har Blur gjort med tiden og Magic Whip peger stolt fremad, som et af årets hidtil mest spændende og lyslevende albums. Ingen lille bedrift for et hårdtprøvet band med over 25 år på London-skosnuderne.

2 tanker om “Tilbage i storform fra de næsten døde”

  1. Ikke tilbagelænet? Jo, musikalsk set ialfald da. Pladen går fra slow-medium til slow-slow. Ikke at der er noget galt i det som sådan overhovedet, men over hele Everyday Robots kan man meget nemt blive trukket ned på sovesofaen.

  2. Men han er da ikke tilbagelænet, han er bare i kulkælderen på Everyday Robots 🙂 Elsker, når han er der.
    Der går en fin lige linie fra ‘Blue Jeans’ over ‘This Is a Low’, ‘Best Days’, ‘Out of Time’ og ‘You & Me’ til ‘My Terracotta Heart’ – smukt er det!

Skriv et svar