Her på bloggen er vi selvfølgelig ikke bange for at hylde dem, vi omgås. I går modtog Klaus Lynggaard Otto Gelsted-prisen.

I Information kan man i dag læse den tale som Søren Ulrik Thomsen holdt.Her er et lille uddrag:

Indledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.

Noget af det, jeg især godt kan lide ved Klaus Lynggaards anmeldervirke er (ud over hans store passion i den forbindelse og ud over hans jævnlige roser til Jens og til Love Shop) at han kan favne så bredt – at han kan værdsætte både Neil Young og Neil Diamond, Karen O og Karen Busck og Gustav Winckler og Gustav Mahler. Der er rigeligt med ghettodannelser derude.