Slutspil i Göteborg

Altid godt at se Thåström live, for selv hans bundniveau er bedre end de fleste andre artisters peak, men lad os være ærlige; sent i aftens på Flamingo-scenen på Way Out West – en forbilledlig fin festival iøvrigt! – midt i Göteborg’s Slotsskogen måtte han virkelig lede efter at være så naturligt i musikken som normalt. Og det blev aldrig tilnærmelsesvis så skarpt som de sidste weekends på forårstouren, da både hans band og han havde spillet sangene ind, så de kunne gives på ren intuition. Men det er vel prisen for (mærkværdigvis) kun at spille halvanden koncert denne sommer? Dejligt alligevel i aften, naturligvis, men hvilken følelsestung afsked tilsidst fra scenen – og hvad betød dét? Hvornår kommer gensynet, og hvem i dette band overlever næste skridt fremad? Bassist/trommeslager har ialfald løftet den svære opgave fra Rockis og Weeping Willows-trommeslageren over al forventning. Så flere kolde Stella Artois til Herr Woland og hans band som erkendtlighed for store oplevelser i haller, klubber, arenaer og nu på WOW de seneste måneder. Gør det snart igen, lad der ikke gå fire år som sidst, mange tak!

En tanke om “Slutspil i Göteborg”

  1. Jeg fandt nu koncerten aldeles strålende. God blanding af gammelt og nyt, ballader og mere fuldtonet rock. Særligt et dejligt genhør med Kriket med mej sjalv tilbage fra Imperiet-tiden. Koncerten blev dog overstrålet af Nick Cave og hans uforlignelige Bad Seeds aftenen forinden. Cave overgås ikke af nogen på en scene. Han var bogstaveligt talt ude i hovedet på de forreste publikummer fra 1. nummer. Hvilken forestilling.

Skriv et svar