Michael Strunge (1958-1986)
19. juni 1983, 25 år. København.
Kupeen stille, alting…
Berlin, mit hoved…
zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv —
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele.
For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål,
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse
når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form i nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede
af en pige på Kurfürstendamm
der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin,
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
Lidt senere, hun træder ind i kupeen.
Jeg ser på et sekund at det er dig.
Alt.
Og aldrig var jeg så koncentreret om 10 linier,
aldrig så klar og parat, en skoledreng, en mester, en ukendt:
———-
sammenfoldet i min hånd,
din hånd vil folde ud.
Det begynder nu
og toget kører allerede.
Al tid, over alt.
Aldrig før, men nu.
Det begynder, mit liv, her er det
jeg kan mærke jeg er blevet født
og aldrig mere kan dø, det er forbi
og Gud er et lille pludseligt digt
der går fra een hånd til en anden
ved et håndtryk
i en kupé i Østtyskland.
Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen.
(Væbnet med vinger, 1984)
Fantastisk indlæg, ThomasR! 😉
Godt bidrag ThomasR. To fantastiske danske digte om Berlin – Strunge og Kristensen.
Tom Kristensen er mest kendt for Hærværk, men han var også en fremragende digter – jeg gik engang så langt, at jeg betegnede ham som datidens Jens Unmack (og så er det svært at nå højere :-)) – og jeg kunne sagtens forestille mig Nat i Berlin i et Love Shop-univers. Fri som Vestberlin…
Fra før verden blev elektrisk blå:
Tom Kristensen: Nat i Berlin, 1921
Hesteklapren! Hesteklapren!
Hestesko og hestehov!
Denne by er fuld af heste.
Jeg skal sove. Hvem der sov!
Min fornuft er som et vindue,
der i blæst slår op og i.
Bare ikke disse heste
evig jog og jog forbi
Hesteklapren! Hesteklapren!
Klang af Jern og klang af Sten!
Gennem natten, gennem natten
haster tusind hesteben.
Endeløse tog af drosker,
varskoråb og kvindehvin!
Denne by er fuld af kvinder.
Hvem kan sove i Berlin?
Kvindetrippen, hestetrampen.
hestevrinsken, kvindehvin.
Kvindelige, rå kentauer
hærger hver en nat Berlin.
Hør, de braser mod hotellet
og forsérer dets entré.
Langs terazzogulvet klinger
flugten af en skræmt portier.
Op ad trappen, op ad trappen
bumper, dumper hov og sko.
En erotisk hestestønnen
har forjaget al min ro.
Løberen, den røde, bløde,
Langs den mørke korridor
suger under hestetravet
Som en fugtig mosejord.
Hør, da smælder det mod døren
Med en kvindes høje hæl,
Så at rædselsstriber rinder
Ned af ryggen på min sjæl.
Og en hoppe, bred og bulden,
Løber mulen dumpt imod,
Så et torskesmut af afsky
Plumper i mit vågne blod.
Hør, da brager det mod døren
Med en klodset hestesko,
Og mod dørens fylding kysser
Kvindelæber sig til ro.
Kvindekrop med hestemule
Og med brunde næsebor.
Intet smil forædler lysten
Intet blik forhindrer mord
Hestesko med kvindebuste
Og en mine, hed af lyst.
Den, som hviler ved kentauren,
Får ej ro ved hendes bryst.
Kvindelæber, hestemuler,
Åben mund og krænget grin.
Denne by er fuld af syner.
Hvem kan sove i Berlin?
(Fra ‘Verdslige Digte’, 1927)