England’s pt. største koncertact Muse rullede forbi Forum i aftes. Overtegnede har en indrømmet svaghed for den skønne nervøse storhed og lyd som af verdens sammenbrud på specielt to af deres longplayers, Origin Of Symmetry samt senest Black Holes And Revelations. Live er den virtuose vulgaritet, ikke så få andre hader bandet for, om muligt endnu mere i front end på pladerne, og som sådan bliver resultatet næsten udelukkende sturm und drang. Eksalteret popmusik af omvæltning og kaos. Her er hvad blev skudt afsted i går aftes, det naturligvis med hysterisk lydstyrke og tilsvarende armbevægelser:
Take a Bow
Hysteria
Map of the Problematique
Butterflies & Hurricanes
Supermassive Black Hole
Sing for Absolution
New Born
Feeling Good (Nina Simone)
Sunburn
Soldier’s Poem
Invincible
Starlight
Time Is Running Out
Stockholm Syndrome
+ + +
Bliss
Plug in Baby
Knights of Cydonia
Rush top 5? Spirit of radio, som St Etienne har samplet, er da cool nok…
Hvis Geddy Lee har samme øre som Matt Bellamy for en forrygende popsang, så kan det da godt være man skal give Rush en chance! Under al pompen er Muse jo blot en popgruppe med gode sange – ellers ville de jo være tortur at lytte til 🙂
Pastoren siger Rush, jeg siger Queen.. hvis der skal vælges hold i den her tråd vil jeg nu stadig helst på hans..
Rush er bare federe! 😉
Pastor, du er ikke alene.
Pastor, Muse havde ord i deres afslutningsnummer i går, som med dagens begivenheder i mente ikke var så irrelevante endda:
Come ride with me
Through the veins of history
I’ll show you how god
Falls asleep on the job
And how can we win
When fools can be kings
Don’t waste your time
Or time will waste you
No one’s gonna take me alive
The time has come to make things right
You and I must fight for our rights
You and I must fight to survive
Er det virkelig kun mig, der synes at Muse er vor tids Rush? Enormt teknisk kompetent symfonisk lagkagerock med hysterisk “jeg-står-oppe-på-bjerget”-vokal, endeløse guitarkrummelyrer, inspiration fra den pompøse ende af klassisk musik og (lomme)filosofiske science-fiction-tekster om sorte huller og ekstraterrestriale civilisationer. Og så er de kun tre musikere. I små doser går det lige netop an. (De har garanteret også et laser-lysshow, der blinker så det skærer i øjnene.)