When saturday comes

78_george_graham.jpg

Eller dagen efter snarere, for weekendens indiskutable hovedbegivenhed finder først sted søndag kl. 17. sharp på Anfield Road, hvor Liverpool møder Premier League’s suveræne tophold Arsenal. På forhånd var årets mesterskabskamp i England udset til at blive endnu et twohorserace mellem Chelsea og Manchester United, men indtil videre har en anden og mere underholdende virkelighed udspillet sig. Det ikke mindst takket være Arsenal, som har præsteret en forrygende sæsonstart, kulminerende med opvisningsspil og 7-0-sejr i Champions League-dysten mod Slavia Prag i tirsdags.

Uden specielt topscorer Henry, afsted og borte i Barcelona, syntes The Arse på forhånd nede til tælling op til denne sæson, men superskarpe Arsene Wenger har gennem Fabregas, Adebayor, Toure, Walcott og de mange andre unge talenter løftet opgaven med et spil, klubben skal flere Highbury-år tilbage for selv at kunne matche. Og selvom Arsenal måske topper for tidligt og kan formdykke fatalt senere, når knock out-kampene i de store turneringer spiser uopmærksomme storhold til aftensmad, kan man ikke fratage the Young Guns, at det spil de leverer nu er bold som bedst. Taler noget så sjældent som fremadivrigt, blændende kombinationsspil med lynhurtig omskiftning i bevægelse over hele banen. Selv nede i Henry’s Barcelona, hvor de kan deres cirkusfodbold, men så ofte mangler afgørende skarphed, temperament og spilvariation, må de være lidt misundelige.

Mens Arsenal således rejser nordpå med masser af selvtillid, er Liverpool lige nu ude i modgang. Der er stadig en smal chance for avancement i Champions League, men onsdagens nederlag i Istanbul var alligevel kolosalt skuffende. I Premier League er der endnu ingen nederlag på kontoen, og en 4. plads er indtil videre ok, men spillet de seneste 4-5 uger har været hakkende, ujævnt, idéforladt. Om det skyldes Daniel Agger og Xabi Alonso’s fravær skal ikke kunne siges, men lige siden de to røg ud samtidig, midt i september, har der ialfald været stor rådvildhed at spore. Det ikke mindst i det ellers så skridsikre forsvar, hvor Agger’s afløser Sami Hyypia indenfor den seneste uge ganske sigende har brilleret med hele 2 selvmål.

Agger er ligesom venstreback Arbeloa endnu ikke klar søndag, så det bliver atter langsomme Hyypia i midterforsvaret mod Arsenal’s uimodståelige speed. Længere oppe foran meldes det kreative lyspunkt Pennant væk resten af året, mens Fernando Torres til gengæld nok endelig er tilbage fra sin landskampsskade. Godt for det, for et mål eller to bliver vist nødvendigt, blot for uafgjort mod topholdet fra London. Nederlag på søndag vil klart male krise op for Liverpool, som signal for endnu en sæson, hvor man hverken kan eller skal være med helt oppe, der hvor ambitionen brænder. Sejr vil derimod sprede tiltrængt ro, samt nødvendig tro på en frugtbar løsning af de svære opgaver der kommer, ikke mindst det lange come back-træk, som nu kræves i Champions League. Der er derfor rigtig meget på spil for især hjemmeholdet søndag eftermiddag. Som vi vist plejer at sige: Det bliver grimt spændende!

Liverpool – Arsenal, søndag, kl.17.00, down the local!

3 tanker om “When saturday comes”

  1. Jeg tillader mig da osse at heppe på Liverpool søndag, på trods af hjertet ligger andetsteds.
    Beklager i øvrigt den lettere hånlige kommentar i TP i dag.
    Sjældent har jeg fået så isnende et blik tilbage efter et mislykket forsøg på jovialitet.
    Jeg giver et shot til næste DTFZ koncert.

  2. Herude i forstadsland håbes der mest på en kolossal slåskamp, med tilhørende straf til begge hold og underholding for de neutrale tilskuere til følge. 🙂
    Men Arsenal har nok lært lidt af affæren mod Chelsea tidligere på året.

    Mere sandsynligt er nok at at Liverpool vil kunne få hevet kampen ned i tempo og kvalitet, så det ender målløst . Det ville også være helt acceptabelt. 🙂
    (Hvis altså Hyypia kan holde stængerne i ro)

Skriv et svar