Viva “Viva Hate”

Det var ikke noget mesterværk, men alligevel en løfterig og lovende begyndelse, da Morrissey i dag for 30 år siden for tog hul på livet som soloartist i eget navn med debutalbummet “Viva Hate”. De fleste The Smiths-tilhængere var med rette bekymrede for, om Morrissey uden Johnny Marr’s så perfekte musikalske rammer ville formå at give klar mening, men med producer – og til lejligheden sangskriver – Stephen Street’s hjælp, samt med guitar-es Vini Reilly fra Manchester/Factory-bandet Durutti Column ombord, lykkedes det at lave et kraftfuldt afsæt mod fremtiden. Singlerne ‘Suedehead’ og ‘Everyday Is Like Sunday’ gjorde alt rigtigt på singalongfronten, mens ‘Little Man, What Now?’ og ‘Bengali In Platforms’ viste, at historiefortælleren Morrissey, ham med sans for den personlige indlevelse, de knivskarpe tekstbilleder og den dryppende britiske melankoli, ikke var blevet begravet sammen med The Smiths. Bedst af alt var dog ‘Late Night, Maudlin Street’, en +syv minutters lang og billedskabende torch song (tilsat underskøn skælvende Vini Reilly-guitar) til sangerens håbløse 1970’er-baggrund af misery og Manchester, som sådan vel nærmest en solo-pendant til The Smiths’ også betragteligt tilbageskuende ‘I Know It’s Over’. At side 2 på “Viva Hate” så bestod af en række musikalsk ret anonyme numre, tog ikke så meget opmærksomhed dengang i marts 1988. Soloraketten Morrissey var skudt op og i kredsløb.

Skriv et svar