W for Hanne Winterberg

Bandet Moral fra Aarhus står som en for skjult skat i nyere dansk musikhistorie. Deres flagskib af sublim klasse – det gennem salige keyboardkorridorer, drømmende intens distortion-guitar og så Hanne Winterbergs så glødende vokal – er sangen ‘Whispering Sons’, der først optræder som titelnummer på trioens andet selvudgivne 1982-kassettebånd, dernæst på Irmgardz-provinsopsamlingen Somewhere Outside (1983), men desværre ikke på Moral’s eneste regulære album, den ellers uangribelige And Life Is (1984).

Hvad bliver der siden af de tre fra Moral? Hanne Winterberg forlader begrædeligt musik til fordel for et aktivt liv i Rudolf Steiner-bevægelsen, keyboardmand Ingolf Brown bliver fængselsbetjent i Horsens og går siden bort i 2012, mens guitarist Marco de Andreis rykker til København, spiller med Greene/Olesen-Olesen, og nuomdage importerer portugisisk vin oppe i det nordlige København. Ja, skæbnens veje er forunderlige, men musikken er heldigvis for altid. Her Moral’s mesterligt hypnotiske ‘Whispering Sons’…

Glædeligt nyt: Ser nu at ‘Whispering Sons’ (samt de to andre Moral-numre på Somewhere Outside) rent faktisk optræder på den version af And Life Is, som det amerikanske pladeselskab Dark Entries har genudgivet i 2015.

4 tanker om “W for Hanne Winterberg”

  1. Der er jo dermed tale om rock-arkæologi af højeste interesse fra præ-Love Shop-tiden.

  2. The one and only! Og den demokassette med fem sange som LS fik pladekontrakt på, blev faktisk indspillet i Arp Studiet på Nørrebrogade i Aarhus, hvor Ingolf Brown/Marco/Moral holdt til.

  3. Altid spændende at vide nyt om gammelt. Er det den samme de Andreis, som figurer som et navn i coveret til 1990?

Skriv et svar