Det bedste er en ny sæson før første nederlag. Og den dyrbare tid er lige nu. Efter lang sommers venten uden rigtig bold, på tvivlsom kost af løse transferrygter og blege preseason-kampe, går det endelig atter løs i weekenden, hvor Premier League 2009-10 skydes igang.
Sjældent i de seneste år har der været så mange ubekendte faktorer omkring de klassiske topklubbers styrke op til en ny sæson. For ingen er kommet igennem sommeren uden de betydelige ændringer, hvis konsekvenser først vil vise sig når det nu bliver alvor.
Umiddelbart efter CL-finalenederlaget i Rom blev Manchester United ramt af Ronaldo’s ønskeexit til Real Madrid, for et verdensrekord-gigantisk beløb. Og snart røg en anden af klubbens bedste frontløbere, Carlos Tevez, til nyhovedrige Manchester City. Ikke fordi United – da det kom til stykket – ville af med ham, men fordi han selv længe havde følt sig overset og underspillet af Alex Ferguson. Et forsikrende telefonopkald om bedre vejr fra Whiskynose til Carlos kom alt for sent til at reparere det forhold.
Efter de tab var der tale om flere af spillets største navne som erstatning. Men Ribery i Bayern Munchen var for gammel, David Villa’s pris nok for pebret, og den måske mest oplagte, unge Benzema fra Lyon, blev sandelig også lokket til Real Madrid. Istedet slog Ferguson kloen i den på topplan endnu uprøvede Antonio Valencia fra Wigan og – sensationelt! – Michael Owen fra nedrykkede Newcastle United.
Med Owen’s gyldne fortid i Liverpool, var det noget af et chok – det for begge klubbers tilhængere – pludselig at se lille Michael isccenesat med et Manchester United-tørklæde hævet over hovedet. Ingen forventer fundamental klubloyalitet hos de moderne fodboldmillionærer, men alligevel, der må vel være en grænse for troløsheden.
Den overskred Owen her og fremmedgjorde samtidig sig selv for den del af Liverpool’s bagland, der endnu lod tvivlen komme ham til gode omkring hans dubiøse klubskift fra Real Madrid til Newcastle, hvor et følelsesladet returkøb til Liverpool blev fravalgt af Owen for ussel mammon og lurende sportslig fiasko på Tyneside.
Om satsningen med Owen bliver en gevinst for Man U. må tiden vise. Han har mistet de unge års blitztempo, men har naturligvis et sundt målinstinkt at falde tilbage på. Mindeværdig bliver ialfald modtagelsen 25. oktober, når Man U skal til Anfield, hvis Michael Owen da ikke som så ofte før er skadet da.
Manchester United går ialfald en uvis sæson i møde, hvor spilstilen skal omlægges, efter Ronaldo har sluppet den hovedrolle, ingen andre kan kopiere. Det betyder endnu større afhængighed af Wayne Rooney, klubbens nu vigtigste spiller. De mange unge United-talenter skal løfte forventninger og slå til, samtidig med at aldrende kræfter som Scholes og Giggs ikke må løbe trætte, skal mesterskabet forsvares. På papiret ser det svært ud. Den kronisk Owen Hargreaves-løse midtbane er ikke ligaens mest dynamiske.
Liverpool tog sølv i maj, efter bedste sæson endnu i dette årtusinde. Kampene mod de andre tophold blev næsten alle vundet, spillet gnistrede, men det så desperat ventede mesterskab glippede alligevel. Det skyldtes hovedsageligt en række uafgjorte hjemmekampe, man ellers havde både spil og chancer til at kunne have lukket. Det skete ikke qva et for tyndt besat angreb, som når Torres var ude med skader, ikke mønstrede den skarphed og klasse der gør mestre.
Alligevel syntes sommerpausen mest beregnet til justeringer, da tegningen til det store efterhånden var åbenbar. Hårdt på den baggrund at finde sig svækket nu, efter Xabi Alonso’s uventede afgang til Real Madrid, klubben der er for fodbold hvad Al Qaeda er for verdensfred. Alonso var med sin elegante diktering af tempo og spil en af hovedårsagerne til Liverpool’s succes sidste år. Han vil være savnet.
Med Alonso forsvandt også højre back Arbeloa til Real. Hans afløser var da allerede købt, i form af Glen Johnson fra Portsmouth, som – paradoksalt nok – specielt offensivt ser lovende ud. Som afløser for Alonso er ekvilibrisiske men alt for ofte skadede Aquilani hentet i AS Roma. Så endnu ingen direkte angrebsaflastning til Torres, udover at ‘Biker-striker’ Voronin er tilbage fra sit udlån til Hertha Berlin, hvor han blev klubbens sæsontopscorer. Den går ikke i England. Vi forudser med historiebetinget skepsis en sæson, hvis ultimative målsætning kræver mere stabilitet end Liverpool minus Alonso nok vil kunne levere.
Nede i Chelsea ejer man ikke den slags bekymringer. Der har John Terry, efter l-a-n-g heftig flirt med de nye penge i Man City, og en eksalteret lønforhøjelse for at blive på The Bridge som følge deraf, givet udtryk for, han aldrig ville kunne have drømt om at forlade sit elskede Chelsea FC – så hjertevarmende. Som overordnet nyhed er Ancelotti, Milan’s træner gennem de seneste mange år, blevet indsat med håb om afskaffelse af den slingrekurs, tiden bag Mourinho har budt så gavmildt på
Omklædningsrummet der fremstod så solidt og bomstærkt sidste år, har også fået et par tilføjelser, ikke mindst i form af Zhirkov fra CSKA Moskva. Community Shield-finalen forleden mod Manchester United blev vundet fortjent og viser præcis hvor vanskelige Chelsea igen denne sæson bliver at spille mod. Aldrig de sjoveste at se på, men mesterpotentiale en masse, især nu med en bagudtænkende italiener ved roret.
Chelsea’s London-rivaler fra Arsenal er sværere at blive kloge på. Arsene Wenger har øjensynligt svært ved at holde på klubbens stamspillere. Væk er efter denne sommer både Adebayor og Kolo Toure, og i skrivende stund forlyder det, Fabregas bydes seriøst på af Barcelona. Ham får de ikke nu, for med en ujævn trup, der udelukkende er blevet forstærket af Vermaelen fra Ajax, vil der være stærkt brug for Fabregas, Arshavin, Eduardo og Van Persie, skal Arsenal turde drømme om nogetsomhelst. Spændende hvorvidt Bendtner kan gribe chancen, nu han endelig får den.
Sidste år kæmpede Arsenal længe med Aston Villa om sidste CL-plads. Skal vi alene tro dette transfermarked kommer truslen nu istedet fra Manchester City, hvis nye arabiske ejere ikke har ladet sig mærke af nogen økonomisk krise. Ind er som forstærkning til Bellamy, Ireland, Rubinho & co. kommet Carlos Tevez (Man U.), Gareth Barry (Aston V.), Santa Cruz (Blackburn) samt altså netop omtalte Adebayor og Toure fra Arsenal. Og flere er på vej.
Heldigvis kan succes ikke bare købes (mon Real Madrid giver noget for det synspunkt…?). Herfra tror vi ikke et øjeblik på en plads blandt de øverste fire for Manchester City. Et hold skal måles og afvejes, spilles til og finpudses, have den rette blanding af stjerner og arbejdsheste, før det hele går rigtigt op. Man køber ikke 11 etablerede supernavne og vinder det hele. Også på den måde er fodbold det bedste spil i verden.
Okay, undskyld al den snak. Udfra devicen, at Manchester United er klubben man vil slå, men Chelsea dem man skal slå, ialfald for at blive mestre, er her vores lidt Liverpool-defensive bud på en top-5:
1. Chelsea
2. Liverpool
3. Manchester United
4. Arsenal
5. Everton
Ja, Everton er med. ikke pågrund af nogen prangende trup, men fordi træner David Moyes konstant får maximalt ud af hvad han har til rådighed. Gad vide hvor længe Everton kan beholde ham…!?
Tiden er næsten gået og vi vil ikke her beskæftige os meget med bunden af Premier League, da dens ufrivillige topunderholdningsact Newcastle desværre er rykket ud. Det er Middlesborough også, heldigvis, et af de to hold der slog Liverpool sidste sæson. Oprykkerne i år er Birmingham City, Burnley og tipsfodbold-essentielle Wolverhampton.
Specielt Burnley bør vel få det svært, da man i en så lille klub næppe har økonomi til overlevelse i den dyre række. Omvendt så man sidste år hvordan dengang oprykkede og undertippede Hull City langt hen overraskede ekstremt positivt på gejst og trods. Stoke City, der baserede en hel sæsons overlevelse på lange indkast og dødbolde, ligeså. Men hvor var den one-trick pony af et fodboldhold da sygt kedelige at se på!
Her vores løse skud med nedadgående spredhagl på slutstillingen i bunden af Premier League:
16. Wolves
17. Portsmouth
18. Hull City
19. Birmingham City
20. Burnley
Allright, her weekendens runde, den første af de 38 inden maj:
Lørdag, 15 August 2009:
Aston Villa v Wigan, 16:00
Blackburn v Man City, 16:00
Bolton v Sunderland, 16:00
Chelsea v Hull, 13:45
Everton v Arsenal, 18:30
Portsmouth v Fulham, 16:00
Stoke v Burnley, 16:00
Wolverhampton v West Ham, 16:00
Søndag, 16 August 2009:
Man Utd v Birmingham, 14:30
Tottenham v Liverpool, 17:00
Det bliver vildt, spændende, sindsoprivende, hårdt – lad os komme igang!
England, rig på tradition: Wolves – West Ham, oktober, 1969.
Af hjertet tak Jens. Selvom jeg stadig bærer småligt og neurotisk nag til Gerrard og Liverpool for den famøse FA cup finale i 2006, ville jeg mægtig gerne kunne have gengældt lykønskningen efter Liverpools besøg på White Hart Lane. Forhåbentlig Sp*rs kommer ned på jorden på søndag på Boleyn Ground.
Det gør de desværre sjældent.
Angående din lydmand så får han et smerteligt men aldrig kedeligt ståsted fodboldmæssigt. Han vil sandsynligvis hade dig med et smil de næste mange år…
Tak til Hammers for en god start, tak til Sygogmunter for den tiltrængte og kyndige assistance – jeg var vist begyndt at gå mere efter manden end bolden (måske en gammel uvane fra den sønderjyske Serie 6).
Nå ja, og tak til Jens for lobbyarbejdet for The Claret and Blue Army! …
Vil du forresten tit være at spotte på Kennedys til WHUFC kampe, og vil det genere dig ved sådan en lejlighed at signere en cd eller to?
Tillykke herfra, lørdag aften, til Jimmie Jazz/sygogmunter med West Ham’s gode start i dag mod Wolves. Så kampen med Snell, vores lydmand, der bor i London. Han spurgte i april, hvilket Londonhold han – som nybegynder – bør følge, og vi anbefalede WHU. Tror han bliver glad for det.
Hejsa. Jeg har læst med længe, og har aldrig haft en bedre anledning til at give mit besyv med end nu.
Jimmie Jazz træner min sjæl da også til at kavaleriet rider ind: Frank Lampard var en god spiller da han spillede for West Ham. Hvorvidt han har fået superkræfter af at spille for Chelsea er jeg egentlig revnende ligeglad med. Hvad jeg – og mange andre irons – derimod frustreres og provokeres af, er at manden, som, upåagtet hvad Martin Dans profetier dikterer om hvornår og hvordan hans udvikling foregik, fik sin fundamentale fodboldopdragelse på vores Academy of Football under Tony Carrs kyndige vejledning, af en eller anden grund siden hen har haft et behov for hyppigt at sværte West Ham til med mere eller mindre barnlige og stupide udtalelser. Hvis man dertil ligger, at han sammen med John Terry (som selv blev plukket af Chelsea fra selvsamme Academy i 15-års alderen), Ashley Cole, Didier Drogba og lignende gentlemen aldrig har forspilt en lejlighed til at håne tilhængerne på sin tidligere hjemmebane når Chelsea for gud ved hvilken gang har uddelt tørre tæsk hjælper naturligvis ikke på situationen. Lampard har simpelthen aldrig kunne tilgive at en minoritet af West Hams tilhængere betvivlede hans berettigelse i startopstillingen, da han først kom på holdet. At tænke sig at papa Lampard er en af de helt store legender i West Hams historie gør jo blot situationen mere begrædelig.
Til gengæld hyldes et hav af elektriske Dylan’er på regelmæssig basis på Boleyn Ground, når anderledes respektfulde folk som Rio Ferdinand, lillebror Ferdinand, Joe Cole, Glen Johnson og Michael Carrick kigger forbi deres gamle hjem. Og det på trods af at de tre sidstnævnte skiftede til henholdsvis Chelsea og T*ttenham. Davíd James, Bobby Zamora, George Mccartney, Carlos Tevez, Paul Konchesky, John Pantsil og mange flere bydes også hjerteligt velkommen. Der er sågar begyndt at opstå en snert af tilgivelse i forhold til Jermain Defoe, som åbent har erkendt og undskyldt sine tåbeligheder i forbindelse med sit skifte til Tottenham.
Og så i øvrigt tak for en både interessant og velskrevet blog.
Martin Dan, har du ikke et eller andet digt om en sympatisk tyskervampyr efterladt i storbynattens tårevædede neonrendesten du ska skrevet?
@ Jimmie Jazz
Nu vil jeg jo så som Chelsea dreng mene, at den såkaldte Fat Frank blev til Super Frank i Chelsea. Så…
I har intet at bitche over. Chelsea gjorde ham til stjerne. Ikke West Ham. Han var aldrig blevet Super Frank hos jer på det tidspunkt. Muligt nu under Zola, da jeg mener Zola helt klart er en fantastisk manager, og Hammers har gjort store fremskridt. Jeg har alt respekt for jeres hold, og store forventninger til jer i år.
Men at I bitcher over Super Frank er lamt. Så kunne I bitche over Rio, Carrick, Defoe, Glen Johnson, Joe Cole…
@Jens
Fat Frank er selvfølgelig en helt, HELT anden historie, det ved alle!!
– husk på, at jeg som Irons-tilhænger med altid præcise Nick Hornbys ord, altid gør krav på “the underdog moral authority”(i egen opfattelse) i bolddiskussioner. Noget LFC supportere, for Gud ved hvilken grund også gør krav på, bizart nok krydret med jævnlige selvmodsigende falbelader om, at scouserne er the greatest team ever…
Prøv først at smide en FA cup finale væk, blive købt af en islandsk wannabe noveau rich og derefter skulle trækkes med en skadet Deano Ashton og Boa Mortes sure fjæs flere sæsoner i træk. Først da har du optjent retten til forsmået bitterhed!!
Apropos Dylan, har jeg endelig fået gennemlyttet mandens seneste, og det er sgu en god skive…
Jimmie Jazz, du har ikke Owen’s centrale placering i Liverpool’s nyere historie for at løbe ud med Manchester United-trøje på. Så enkelt kan dét vist siges. Man U-tilhængere ville tilsvarende heller ikke tolerere egenavl som Scholes, Giggs eller Beckham i en Liverpool-trøje. Ikke at nogen af de dem overhovedet har klasse til at komme i betragtning, naturligvis. 😉
Btw. så har især Chelsea’s Frank Lampard da vist også fået sin kærlighed at føle, når han spiller ude mod sin gamle klub, dine Hammers. Den elektriske Bob Dylan er åbenbart heller ikke så fandens populær ovre i Østlondon eller hvad…?
I’m forever blowing bubbles,
Pretty bubbles in the air.
They fly so high,
Nearly reach the sky,
Then like my dreams,
They fade and die.
Fortune’s always hiding,
I’ve looked everywhere,
I’m forever blowing bubbles,
Pretty bubbles in the air.
UP THE MIGHTY IRONS!!
Og, Unmack la nu være med at bitche så meget over Owen, mand. Du ender sgu med at minde om dem, der skreg “Judas!”, da Dylan sætte strøm på spaden 😉
Ifht til Chelsea, så står man (igen) i en transit periode. Med ny manager. Og hvem ved hvordan Carlos, reagerer når lidet glorværdige Burnley ligger græs til en kold januars dag. Men, når det så er fremført, så anser jeg også Chelsea som favorit til titlen.
Mit eget hold; Jens har beskrevet det upåklageligt. Men den (naturlige) skepsis, deler jeg ikke i så store mængder endda. Lucas har i en ellers mawer pre-season optakt, vist meget lovende takter. Om mon ikke ideen er nu, at midtbanen skal bidrage med flere mål. Altså skal den offensive centrale midtbanespiller lidt mere i modstanderens felt. Og her har Lucas nogle kvaliteter. Og Hvorfor også indkøbet af Auqaman virker gennemtænkt og fornuftigt. Såfremt han kan holde sig skadesfri.
Og skader??!! Og en skadessæson igen til MBE og Det dejlige Menneske vil helt sikkert være udslagsgivende i negativ retning for Liverpools titel chancer. For Rafa har satser (naivt??!!) at de to kan holde sig fri fra store skader i en hel sæson, uden at have hentet en kvalificeret aflaster ind. Indtil videre.
Ellers så håber jeg at The Dirk, kan fortsætte sit rigtigt værdifulde og til tider blændende spil for os. Han er håbløst undervurderet.
Babel har faktisk haft en lovende optakt til denne sæson, så måske er det året, hvor han endelig slår igennem med hjerte, tilstedeværelse og selvtillid. Forløser det potentiale han har.
En god sæson ønskes der til alle på tværs af klubtilhørsforhold.
arhh Jens….
kom nu. Det er vist efterhånden nu eller aldrig for Benitez. Bedømt på sidste års præstation, så er det da i år Liverpool SKAL slå til.
Man United er svækket. Ben Foster i målet i to måneder, manden er jo en forkølet skoledreng, og uden Tevez og Ronaldo… de er menneskelige i år. De kan slås.
For mit vedkommende svinger det mellem mit Chelsea og Liverpool.
Før salget af Alonso havde jeg klart sagt Liverpool vinder i år.
Mener; ja Terry bliver. Chelsea har fået ny manager. Men vores ny indkøb… hvad reelt forstærkelse er de? Sturridge har i pre-season kampe været skarp, men hvad når det gælder point? Vi har stadig en Petr Cech, der de to sidste år kun har været i nedadgående form, og så pludselig hiver han stor kamp ud af handskerne, som vi så mod United i søndags. Vores trup er den samme stort set, og ikke blevet yngre. Ancelotti bliver det udslagsgivende, og vi ikke hvad det er endnu. Kampen i søndags gav løfter og håb, men det gjorde Scolaris start sidste år også. Lad os forholde os skeptiske lidt endnu…
Ærligt havde jeg håbet på Zola som manager, og han havde taget Green og Upson med sig fra Hammers til vores defensiv, men det skete ikke. desværre.
Men nu efter salget af Alonso, ja hvor har vi så Liverpool? Hvor meget betydning har han for holdet helt præcist?
En statestik i tipsbladet viser, at man vandt 67% af de kampe han har været med i, mens man kun vandt 46% af dem han IKKE var med i….
Torres og Gerrard er stjernerne, og klart klassespillere, der vil vinde mange kampe for Liverpool, men Alonso var en “usynlig” og vigtig – lad os kalde det “overset” – spiller bag dem.
Kan Liverpool gøre det uden Alonso??
Jeg er i tvivl hvem der pt. er stærkest af Liverpool og Chelsea.
Hvordan tog Viborg egentlig mod Heine Fernandez, da han vendte hjem efter mange år i Silkeborg?
Jeg mener, Liverpool-Manchester United er vel ren børnehave i forhold til hadet mellem Viborg og Silkeborg…
Lidt hårdt, trods alt, mod Owen. Stoke og Hull ville have ham, ingen gode ville for alvor, måske Everton, men de kom aldrig med et bud. Og i hvert fald ikke Liverpool. Hans karriere på topplan virker forbi, og så dukker mestrene op med et choktilbud.
Svært at se hans ja som utilgiveligt, trods alt 😉