When saturday comes

Det gik som frygtet sidste weekend for Liverpool. En på papiret overkommelig opgave på Anfield endte igen i frustration og uafgjort. Stoke City gjorde intet andet end det på forhånd forventede, men hjemmeholdet var i ubalance allerede fra det øjeblik holdopstillingen blev frigivet. For skulle det virkelig være nødvendigt for Kenny Dalglish at stille med fem (!) forsvarere mod et primitivt og endimensionelt spillende udehold, der udelukkende ville komme for at parkere bussen? Læg dertil at eneste deciderede startangriber var Dirk Kuyt, hvis formkurve er styrtdykket til det uacceptable denne sæson.

Ja, det så forkert ud fra før start, det så skidt ud undervejs, og de udskiftninger som kunne have ændret kampforløbet kom for sent. I den forbindelse var det også forstemmende, at problembarnet og indskifteren Andy Carroll, efter én gang at være blevet hevet omkuld og snydt for et straffespark af den evigt kontroversielle Howard Webb, ikke lavede meget andet end at lade sig falde til jorden, hver eneste gang han kom i infight. Det var en lørdag af de meget bitre.

Men ny weekend bringer nyt håb. Nedrykningstruede Bolton, som i ugens løb  blev svækket ved salget af Gary Cahill til Chelsea, tager imod i lørdagens sene kamp. Fuld Liverpool-gevinst er nødvendig for at genindvinde lidt tabt terræn i det hårde race om den CL-plads, der lige nu synes bekymrende fjern for Dalglish’s ukonstante hold. Genopbygningen af Hodgson’s ruiner kommer til at tage sin tid, og tålmodighed er blevet en mangelvare i Liverpool. Heldigvis betyder kampprogrammet at flere konkurrenter har deres at se til denne weekend. Som altid bliver det mere end spændende…

Norwich – Chelsea, lørdag, kl. 13:45, Kanal 6/downthelocal
Fulham – Newcastle, lørdag, kl. 16:00, Kanal 6/downthelocal
Bolton – Liverpool, lørdag, kl. 18:30, Kanal 6/downthelocal
Manchester City v Tottenham, søndag, kl. 14:30, Kanal 6/downthelocal
Arsenal v Manchester United, søndag, kl. 17:00, Kanal 6/downthelocal

En tanke om “When saturday comes”

  1. Sidste lørdag, var endnu en remistilføjelse til den endeløse række af skuffelser på hjemmebane. Savnet af Suarez var ligeså så stort som frygtet. Intet bare nogenlunde kreativt gennembrudsfarligt var der. Ingenlunde en fryd for øjet. Snare pinsel.
    Nuvel går ikke længere til kampene med mavepinespænding for nederlag, men ej heller samme tilstand om 3 sikre point. Er begyndt at forvente den utilfredsstillende….ligegyldigheds følelse ved kun hive 1 point i havn, hver gang. Ikke sundt!

    Udebane kunne være en 3 points lindring, men kun hvis Dirk Kuyt ikke skal spille eneangriber oppe foran, og der ikke eksperimenteres med 5 forsvarsspillere. Samt der tilføjes store doser af vilje, saft og stolthed. Gerne personificeret af Craig Bellamy fra start.

Skriv et svar