28. september 1987 var en sjældent fremragende dag for pladekøberne i den vestlige verden. Tidens mest betydningsfulde engelske band The Smiths havde godt halvanden måned før offentliggjort sin opløsning, så det var en bittersød affære at købe og nyde afskedsalbummet Strangeways Here We Come‘s unægtelige virtuositet, der blev åbenbaret denne mandag. Heldigvis var der så mere fremadrettede toner fra Depeche Mode, hvis Music for the Masses med held kunne følge op på forårets fremragende elektro-kølige ‘Strangelove’-single og dens august-opfølger, den modernist-hymnelydende køresang ‘Never Let Me Down Again’. Var det ikke nok, kunne man også tage dagens debut-minialbum Come On Pilgrim fra det nye Boston, Mass-band Pixies med i indkøbsposen. Bortset fra altså, at Pixies var så ukendte endnu, at Come On Pilgrim ikke kunne fåes herhjemme lige med det samme. Det var vel først efter Surfer Rosa (1988), at den dukkede op. Her ubetaleligt gode The Smiths fra Strangeways Here We Come, et album der efter guitar-es Johnny Marr, Morrissey samt denne sides opfattelse i klasse overgår fanfavoritten The Queen Is Dead, som iøvrigt meget snart udsendes i en omfattende deluxe-version med tilhørende demo-versioner, single-b-sider og samtidig koncertoptagelse. ‘Re-issue! Re-package! Re-package! / Re-evaluate the songs / Double-pack with a photograph / Extra track (and a tacky badge)…’, synger Morrissey på dette perfekt Johnny Marr-orkestrerede track, hvor Moz åbenbart havde kigget i krystalkuglen, og nu vidste hvad også ventede selv hans nyopløste band forude. Ingen bebrejdelser herfra dog: Så storslået musik som Morrissey/Marr’s fortjener den revitaliserende opmærksomhed og det nye fokus enhver genudgivelse kaster af sig.