Et helt uaktuelt (og eviggyldigt) album!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-houseoflove.jpg

Af og til sker det at jeg i fantasiløshed og desperation vælger et tilfældigt album at lytte til på min iPod. Nogle gange sker der ikke noget ved det, andre gange genopdager jeg en klassiker. I dag skete det, da jeg valgte at lytte til et album med den engelske gruppe The House of Love, der huserede sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. I lighed med Tindersticks var opfindsomheden lav hvad angik albumtitler. De første to albums hed begge The House Of Love, og de udsendte tilmed også et opsamlingsalbum med dette navn.

Men sangene… Sanger og sangskriver Guy Chadwick leverede nogle umådeligt iørefaldende melodier og skarpe tekster, der passede til som fod i hose. Nogle tror at ‘sommerfuglealbummet’ The House Of Love hedder ‘Fontana’, fordi det står på albummets ryg ved siden – men det var nu pladeselskabet.

På begge de to første albums er der helt forrygende sange. Min yndling er ‘sommerfuglealbummet’ og især sange som ‘In A Room’ og ‘The Beatles And The Stones’ har igen sat sig godt fast i øregangen hos mig. Der er ikke nogen svage sange på albummet, men en serie af velafrundede og velarrangerede popperler, der ikke er skæmmet af f.eks. firseragtig produktion.

Gruppens ulykke var at de ikke var med i de store “bølger” – deres karrieres kunstneriske højdepunkt lå fra det tidspunkt hvor Happy Mondays m.fl. var store til grungens fremkost.

(I dag er The House Of Love så gendannet og jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har hørt deres comeback-album.)

12 tanker om “Et helt uaktuelt (og eviggyldigt) album!”

  1. Perfekt emne, Jens, for så kan jeg lige blære mig med at jeg hørte deres koncert i Pumpehuset(tror jeg) i foråret 1990, og råhørte pladen dengang. En rigtig god aftenplade på grænsen til natten -og den kom på en eller anden måde til at markere min overgang fra Duran diskodreng til Dylan rockfyr.

  2. Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches er min favorit med Happy Mondays – ikke meget filler her.

    Screamadelica må vel regnes for en moderne klassiker? Bobby G & Co. er altid et lyt værd. Boogie Disease fra det nye album er vintage T-Rex. Fantastisk. Saint Etienne’s So Tough er en anden favorit fra begyndelsen af 90 ‘erne.

    PS. Technique er da en dejig plade.

  3. Rozzer, jeg vil prøve at give Screamdelica en chance en dag. Ellers har jeg set dig tale begejstret om Elbow, som jeg også synes rigtig godt om.

    Elbow og en MASSE andet af det mest interessante den Engelske scene byder på i øjeblikket er med på den fanatastiske opsamling fra sidste år, Help: A Day In The Life, Den indeholder udelukkende nye og nyindspillede numre, og overskuddet går til den engelske nødhjælpsorganisation Warchild. Pladen kan købes her for snoldede 75 kroner (gratis leveret!). Hvem vil ikke gerne høre en masse rigtig god musik og samtidig gøre verden til et bedre sted at leve i for et så beskedent beløb? Den får mine varmeste anbefalinger!

    http://www.play.com/Music/CD/4-/734716/-/Product.html?searchstring=help+a+day+in+the+life

    Forgængeren fra 1993 er bestemt også værd at anskaffe sig, hvis man skulle falde over den:

    http://www.amazon.com/gp/product/B000001FJ7/qid=1148398611/sr=2-3/ref=pd_bbs_b_2_3/102-4320624-3942532?s=music&v=glance&n=5174

    Ellers er Elbow med på CD’en fra det nye Q med en fed cover af The The’s August & September. På samme CD synger Nick Cave i øvrigt en cover af Pulp’s Disco 2000, hvilket IMHO falder kamp så heldidgt ud, som det umiddelbart kunne lyde.

  4. Primal Scream – Screamadelica, er efter min mening et godt testamente, på Madchester og selvom Primal Scream naturligvis er skotske, så er screamdelica, fyldt med beats, vibes og løssluppenhed, der virkelig får undertegnet til at foottappe begejstret. Sammen med Stone Roses debut, der er et regulært mesterværk, er de de to plader der virkelig definerer den tid. Mondays var et godt singles band, men på skive, holder de ikke, alt for meget filler…

  5. @ML1970:

    Jeg havde en periode i starten 90’erne hvor jeg ikke lyttede så meget til engelsk musik. Mange af de bands, der var fremme på det tidspunkt sagde mig simpelthen ingenting. Jeg hørte den ellers af mange så lovpriste Technique med mine ellers dengang så elskede New Order en hel sommer, for at prøve om den ikke bare kunne fremkalde bare en lille følelsesmæssig reaktion hos mig, uden det lykkedes.

    Mit fravær fra det engelske i den periode præger også mit (manglende) kendskab til de bands du nævner.

    Jeg kan kun på stående fod nævne et nummer med Happy Mondays (Kinky Afro) og to med Primal Scream (Movin’ On Up og Rocks Off), og ingen af disse gav lyst til mere. Jeg troede et øjeblik, at jeg havde noget med The Orb, men jeg forvekslede dem med Orbital. St. Etienne kender jeg heller ikke. Stone Roses kender jeg naturligvis.

    Er der noget af dette som (stadig? 😉 ) holder, og som er værd at tage op så mange år efter?

  6. Noget af et statement, aakjaer!

    Du har slet ikke noget positivt at sige om Happy Mondays, Stone Roses, St Etienne, The Orb, Primals Scream et al fra denne periode – The Second Summer of Love?

  7. Var de kommet fra Manchester var det vel ikke lykkedes dem på det tidspunkt at lave en plade total fri for house beats. Vi er mange der er glade for at det ikke var tilfældet. De sorteste år i nyere engelsk musikhistorie var de hvor dens epicentrum havde bevæget sig til Ibiza. Islington rules. Ibiza sucks!

  8. Guy Chadwick lavede så også nogle år senere – 1997) en rigtig fin soloplade med den meget rammende titel “Lazy, soft and slow”.

  9. The House Of Love kom da fra Islington, London. tror de havde haft en helt anden lyd, var de kommet fra Manchester.

    Her er debutsinglen “Shine On” klart deres største øjeblik!

  10. Husker den plade som et lidt ferskt antiklimaks (og kæmpe flop) efter debuten – og Stone Roses / Happy Mondays gennembrud i samme periode gjorde næsten med et HOL til yesterdays news. Jeg har kun de to første lp’er, men vil give dem et friskt lyt i eftermiddag. Tak til Pastoren for reminderen.

  11. … og jeg opdager nu her på vej i seng, at det var Hr. Pastor og ikke Jens, der havde oprettet tråden. Det gør dog heldigvis ikke Sommerfugle-pladen dårligere. Go’ nat og sov godt 🙂

  12. Jens, jeg kan simpelthen ikke være mere enig! Sommerfuglepladen er et totalt overset mesterværk. Mine favoritter er de tre første.

    Hannah, som nærmer laaaangsomt fra horisonten, kuliminererende med stor skønhed og graciøsitet for derefter at fortone sig på lige så forunderlig som hun ankom This is not my sky

    … som derefter eksploderer direkte over i den overrumplende Shine On

    In a garden in the house of love
    Sitting lonely on a plastic chair
    The sun is cruel when he hides away
    I need a sister – I’ll just stay

    A little girl, a little guy
    In a church or in a school
    Little Jesus are you watching me
    I’m so young – just eighteen

    … som endeligt glider direkte over i den igen meget langsomme og tøvende lydkollage med stemmerne fra Jagger og Lennon, der ender med at blive til den smukke hyldest til Beatles and the Stones.

    The Beatles and the Stones
    Sucked the marrow out of bone
    Put the V in Vietnam
    The Beatles and the Stones
    Made it good to be alone
    To be alone

    Det får s’gu nakkehårene til at rejse sig på en gammel og følsom mand som overtegnede.

    Pladen udmærker sig desuden ved, udover at indeholde nogle utroligt velskrevne sange, tilmed at være meget flot produceret. Jeg mener at huske, at det dengang i 1990 var en af de absolut dyreste produktioner nogesinde.

    Jeg har et af de nye numre Days Run Away på iPOd’en fra musikbladsopsamling. Det er ikke dårligt, men magien er der bare ikke …

Skriv et svar