Coveret til Iggy Pop’s første Berlin-plade med Bowie, fotograferet af Andrew Kent, inspireret af Erich Heckel’s 1917-maleri Roquairol, et portræt af sindsyge (= The Idiot…?), som David Bowie da netop havde købt reproduktions-rettigheder til. Ja, tingene hænger sammen.

Bowie må have været mere end bare almindeligt tilfreds ved synet af Iggy’s The Idiot og dets originalbillede, for kun et halvt år efter udsendte han sit eget nye album med følgende cover…

Poor Jim, in a way, became a guinea pig for what I wanted to do with sound. I didn’t have the material at the time, and I didn’t feel like writing at all. I felt much more like laying back and getting behind someone else’s work, so that album was opportune, creatively.

David Bowie, om The Idiot.

I denne handelstravle tid, så trafikeret af deluxe-genudsendelser, klassikerrevisionisme og millenium-remasteringsteknik, er en af de større gåder indenfor moderne rocknroll, hvorfor Iggy Pop’s to essentielle Berlin-plader fra 1977 stadigvæk kun fåes på CD (/digitalt) i de oprindelige fladtlydende og coverfattige versioner fra way back, da mediet var uudforsket nyt. Kan det være fordi Iggy ikke selv regner dem for nogetsomhelst….?