Bright Eyes’s Conor Oberst har ført en heftig som omskiftelig tilværelse de seneste år. Først med Conor Oberst & The Mystic Valley Band, siden i supergruppen Monsters Of Folk. I disse sammenhænge har det virket som det værste forventningspres var taget af hans spinkle skuldre, hvilket har banet vej for tre plader, der måske derfor kom mere som godmodige og tilbagelænede genre/traditionsdyrkende legepladser, end tilnærmelsesvis selvstændigt nødvendige udgivelser. På The People’s Key opererer Conor Oberst igen under Bright Eyes-navnet og med al respekt for sideprojekter, er det noget af en ny begyndelse, når Bright Eyes på denne genkomst igen strør om sig med obsevationer, overdådige melodistumper, akkord-gearskift så det er en fornøjelse, og derved nærmest sender tanker tilbage til niveauet på hovedværket I’m Wide Awake, It’s Morning. Albummet her har som rød tråd en gennemgående fortællerstemme, der dukker op undervejs og rambler afsted om solsystemer, religion, kosmiske sandheder og menneskehedens behov for fremskridt.Den slags kan man gå ind i og prøve at få indholsmæssigt hovede og værkmæssig hale på, eller – som jeg for nu – skippe langt udenom og bare nyde en ret enestående snørklet let popmusik, med masser af afveje og billeder og øjeblikke så fine, man efterhånden havde opgivet at kunne opleve dem fra – og sammen med – Conor Oberst. Bright Eyes indeed!