The Queen Is Dead var det forløsende øjeblik hvor The Smiths endelig lykkedes med det svære LP-format. De første to plader havde været ujævne affærer, der ikke stod distancen hele vejen igennem, så klart overstrålet i stemning og sammenhæng af den anderledes charmerende single/radiosession-opsamling Hatful Of Hollow. The Queen Is Dead kom som et utilsløret harskt spejlbillede af Thatcher-England’s trøstesløse armod anno 1986, men var samtidig et forløst lyst popmusikalsk værk, drevet af nødvendighed, fremført med både finesse og muskel af det virtuost samspillende band, der i arrangement især glimrede ved kapelmester og co-producer Johnny Marr’s overskud af ideer og detaljer. Fra den bitternostalgiske ‘Take Me Back To Dear Old Blighty’-sampling i starten af titelåbningsnummeret til ned/opfadningen på slutsangen ‘Some Girls Are Bigger Than Others’ længselsfulde næreufori var dette et værk med stort V, der osede af at have finger på pulsen og undervejs formåede at være skarpt, sorthumoristisk og håbløst rørende på samme tid. Højdepunkter som ‘There Is A Light That Never Goes Out’, ‘I Know It’s Over’ og ‘The Boy With The Thorn In His Side’ satte nye standarder, ikke bare for for The Smiths men for britisk rockmusik som sådan. Stort tillykke herfra til drengene fra Salford Lads Club med The Queen Is Dead‘s kvarte århundrede!
Øj, 25 år går stærkt….
Var 18 da den udkom. Smiths var nye for mig og “The Queen” betød dengang, som nu, meget for mig.
Helt enig Jimmie J. You have the boring conformists on your side …… but you loose, because I have non-conformity and gay love on mine. Fantastisk plade!!
Fremragende plade, hvor fra Cemetry Gates er en lidt overset perle, faktisk min favorit på den plade (og Smiths overhovedet) næst efter There Is A light – selvfølgelig!
RE: virtuost samspillende band
“I’ve always told Johnny [Marr], don’t reform The Smiths. Morrissey would do it at the drop of a hat, and he’d have Rick and Bruce, as he calls them, in cages at the back.”
Bernard Butler i sidste måneds udgave af Mojo.
Måske det album der har betydet mest for mig nogensinde, dengang det udkom. Jeg har ingen ord, der kan beskrive hvor meget …
Og i dagens anledning er der her tre numre, der (måske) er værd at lytte til:
http://www.nme.com/news/morrissey/57331
Og i aftes i Perth begyndte Morrissey sommerens tour som også fører ham til Aaarhus, København og Helsingborg med følgende sæt:
The Boy Racer / I Want the One I Can’t Have / Everyday Is Like Sunday / There Is A Light That Never Goes Out / First Of The Gang To Die / Irish Blood, English Heart / Shoplifters Of The World Unite / You Have Killed Me / Speedway / Alma Matters / Action Is My Middle Name / The Kid’s A Looker / People Are The Same Everywhere / I Know It’s Over / Satellite Of Love / I’m Throwing My Arms Around Paris / Ouija Board, Ouija Board / Meat is Murder // One Day Goodbye Will Be Farewell