Efter showet i Operaen, ude på havnens mørknende sommeraften, fik vi opfordringer fra flere til at skrive kritisk her om Morrissey. Og det ville også ske, hvis ikke lige det var fordi dette besøg var en sand æreoprejsning ovenpå den tåkrummende seance sidst i KB-hallen. Den kropslige selvlede og utilpashed Morrissey udstrålede der var fraværende i aftes, afløst af en storsyngende Manchester-diva på toppen af sine evner og en setliste af den bedre verden. Hvis der skal tales svagheder, må det som ofte før handle om bandet omkring ham. At en så stor sanger ikke vælger bare lidt mindre arbejdsmandsagtige musikere til live at skulle give de mange nyklassiske numre luft under vingerne, er en kæmpe skam. Vel havde Jesse Tobias nogle fine, næsten Johnny Marr-lydende tiltag undervejs, men det var overordnet slet ikke nok til at fravriste et musikalsk indtryk af middelmådighedens låste konservatisme. På den baggrund noget af en bedrift, at Morrissey alligevel kunne klare aftenen vellykket hjem for så mange af os.

Lad os ikke slutte her uden en tankevækkende historie om Morrissey’s tour-regime. En tidligere LS-lydmand, nu bosiddende i London, fortæller, at der efter sigende absolut ingen tolerance gives overfor ansatte, der ikke passer ind i Mozworld. Således bestemmer Meat is Murder-sangeren bl.a. at i-n-g-e-n på hans lønningsliste må røre andet spiseligt end vegetarmad. Et diktatur, der i længden har foranlediget den hemmelige tourtradition, at en stor del af roadcrewet indimellem på overliggerdage tager et par biler og kører 30-40-50 kilometer væk fra Morrissey’s overvågende øjne, finder en passende restaurant og foræder sig helt og aldeles i topforbudt blodrødt kød, kød, kød. Meat is murder? Nej, anarchy in the UK!