Blog, Rocknroll

Dig, Lazarus, Dig!!!

12 kommentarer

november14012007.jpg

For de heldige af os der ser Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus som noget af et mesterværk, skal det nok ikke være helt ubesværet at møde Nick Cave & The Bad Seeds’ opfølgende Dig, Lazarus, Dig!!!. Imellem de to har været Grinderman-longplayeren, en storstøjende legestue, mere underholdende end egentlig givende.

Dig, Lazarus, Dig!!! bærer DNA-spor fra begge. For den white-trashede throwaway-rawk fra Grinderman benyttes også flere steder her som træklokomotiv for Cave’s vanligt højtbelæssede skæbnehistorier. Dén afstumpede genre får musikalsk modvægt, thank god, af en håndfuld langt mere klassisk The Bad Seeds-lydende sange, som dyppet i tjære og rullet i sort.

Hovedpersonen skriver for her og nu tilnærmelsesvis ikke længere historier fra egen dagbog, som det skete på bekendelsespladen The Boatman’s Call. Som den rigtige forfatter han med årene er blevet, giver han istedet sine fritvoksende sange et absolut Nick Cave-uafhængigt liv, som oftest i en fornedret parrallelverden af bibelsk overdrev og menneskeligt fald.

Så nej, Dig, Lazarus, Dig!!! tager sig aldrig tid til noget så ordinært som kedsomhed. Albummets største fornøjelse kommer dog ikke fra dets mere eller – måske for ofte – mindre udviklede musik, men i højere grad via de vilde ords fortællinger og det intense spræl Nick Cave, som fuldvoksen sanger med temperamentsbestemt pondus, så overbevisende giver dets tolv sange. Der går i den forstand en blodrød tråd tilbage til fortællermetoden på Cave’s egen version af den klassiske mordballade ‘Stagger Lee’.

Man kan så ærgre sig over det midlertidige tab af den forfinede og klaverkomponerende Nick Cave, man kan savne ex-Bad Seed Blixa Bargeld’s specielt sjælfulde guitarfremspring, man kan overordnet beklage den pt. fandenivoldske Cave’s manglende interesse i at ville imponere alverden med et mere sublimeret uhm….produkt. Men det er udenomssnak og ligemeget, al den tid selv en uperfekt Dig, Lazarus, Dig!!! fylder mere i hjerte og bevidsthed end noget rationelt forbehold. Tag det som anbefaling til en tur i rodebutikken.

PS – Glemte vi i farten at tale om enkelte sange? ‘Jesus Of The Moon’ er den absolut kønneste på pladen, med et enkelt og svajende melodisk chorus, umuligt ikke at blive bortført af. ‘Hold On To Yourself’ og det episke slutnummer ‘More News From Nowhere’ mestrer ligeledes det mørkt stemningsmættede, mens ‘Albert Goes West’ på Grinderman-fløjen er et fantatstisk rocknummer, hvor Nick Cave undervejs stønnende erklærer, “this world is full of endless abstractions / I won’t be held responsible for my actions!” Well, isåfald stopper enhver bedømmelse af hans nye disc lige her.

12 tanker om “Dig, Lazarus, Dig!!!”

  1. Har nu hørt Dig Lazarus Dig en del gange og mener stadig Grinderman er et bedre album, og var et langt mere nødvendigt og helstøbt et af slagsen, dog uden at fjerne kvalitet fra Dig Lazarus Dig. Min eneste bøf er stadig at det er en mere forlængelse af Grinderman end egentlig Bad Seeds album.
    Muligt man kan sige at Dig Lazarus Dig er en træt Grinderman på nogen måder, men….

    Jesus of The Moon er bestemt årets kærlighedssang, og det her albums klart stærkeste track. Så nedspillet og ikke storladen på både lyrisk og musikalsk plan, og samtidig så virkelighedsnær fyldt med ægte kærlighed og sex at man bare kan sidde og være forelsket mens man hører nummeret.

    Moonland er også en flot kærlighedssang, som fortjener at blive nævnt under albummets højdepunkter.

    Alt efter humør er We Call Upon the author også en vitamin fyldt sag at komme efter.

    Dig Lazarus Dig er Nick Cave der fortolker Biblen som vi alle kan lide det. Hvis der er nogen der burde lave en musikalsk udgave af Bibleb bør det være Cave. Elsker det humoristiske lidt beskidte rock efterspil historien om Lazarus får. Fantastisk.

    More News from nowhere er en god lukker, der får mig til at tænke Dylan og Springsteen for some reasons. Dejlig afdæmpet hverdagsfunderende Nick Cave, der lyder næsten helt country western her.

    så helt spild af tid er Dig Lazarus Dig altså heller ikke.
    Og så er det jo produceret af Launay, og med henblik på hans og Caves historie sammen nu med Abatoir Blues/Grinderman og nu det her, må de da godt fortsætte parløbet lidt endnu.

  2. Måske Cavemanden allerede har sagt, hvad han skulle sige ? Jeg synes jeg har hørt nok. Og … David Eugene Edwards(Wowen Hand/16 Horsepower) er da efterhånden en bedre Nick Cave end Cave-nissen selv er ….

  3. Havde det svært, som nykonventeret til Cave, med Grinderman, ikke meget melodi i det univers. AB/Lure albummet er med få undtagelser fyldt med fremragende sange, måske det bedste sæt siden Boatmans.
    Har netop modtaget Dig, Lazarus,Dig!!, så nu vel jeg sætte den på, medens El Nino sover trygt inde ved siden af og varmer op til at LFC slår West Ham United imorgen

  4. Jeg er naturligvis med på en pre-øl eller to, Martin, det er klart 🙂

  5. Så bør vi jo næsten mødes til lidt bajer tam tam før koncerten, yugo… små en slags JU forum ting inden gå amok til Cave?

    But well, ang. Dig Lazarus Dig.

    synes ikke det er bedre end Grinderman. Mere Grinderman version 2 eller vol 2 om man vil. Synes det kommer i forlængelse, ikke at det er dårligt, men ikke originalt på samme måde som jeg synes Grinderman var et modigt og fornuftigt skridt i forhold til Abatoir Blues/lyre of albummet.

  6. Har just i dag modtaget “Lazarus” med posten og efter tre gennemlytninger er jeg forbeholdent begejstret. Det er en ret alsidig omgang synes jeg, og heldigvis langt bedre end Grinderman, som jeg havde det lidt svært med….

    Men ikke mindst giver Lazarus også lyst til en ny tur i bagkataloget, hvor der er så meget guld at hente hver eneste gang. Jeg glæder mig allerede til KB-Hallen hvor jeg OMSIDER skal opleve denne superkunstner live! Det var sgu’ også på tide….

  7. Cool og kedelig. Foretrak den sårbare Cave på Boatmans Call. Hygger han sig lidt for meget med sin langbenede fotomodel-kone?

  8. No More Shall We Part var det første Nick Cave, jeg blev virkelig begejstret for, så jeg klappede ikke ligefrem i mine små kontorhænder, da jeg hørte titelsangen til denne nyeste. Men pladen lever heldigvis ikke op til mine mest bange anelser. Nogen yndlingsplade bliver det dog næppe – dertil er der for lidt skønhed og for lidt egentlig rock’n’roll.

Skriv et svar