City Slang Redux

Optagelsen her fra Idrætsparken er fra Afrika-koncerten i 1985, Kliché’s sidste ultrakorte optræden som band. Lars Hug var allerede da gået solo året før med City Slang, hvorpå han tog afsæt i Søren Ulrik Thomsen’s digtsamling af samme navn. I går aftes var der til CPH:DOX i Grand Teatret verdenspremiere på Torben Skjødt Jensen’s dokumentarfilm City Slang Redux, som gennem nye interviews og datidige liveoptagelser med Lars Autoophug-holdet (inkl. Hassig, Vervohlt og Kim Jansson) stiller skarpt på øjeblikket da Lars Hug søgte nye veje, tilbage ned i undergrunden fra den popstatus, som var blevet Kliché’s kreative møllesten om halsen. Som huskes solgte City Slang ikke godt, men fyldte alligevel rigtig meget i tiden da, og står i dag som måske den mest spændende musikalske opdagelserejse begået nogensinde indenfor dansk rock.

City Slang Redux er en smal doku for hvem, der i forvejen sætter pris på pladens vilde tilgang, udførsel og lyd. Måske filmen er en 15-20 minutter for lang, men alligevel fremstår den svært uafviselig udfra materialets gnistrende bæredygtighed, samt så medrivende fortællere undervejs som specielt Søren Ulrik Thomsen og Finn Vervohlt. En effektiv tidsmaskine er den ialfald, for man transporteres uden forbehold tilbage til fremtiden i 1984 og en verden af fortabelse i forfald. Hug var på en helt anden lysende mørk planet, og som sådan synes der ubegribeligt langt fra City Slang’s kuldsejlede modernisme dengang til Toppen af Poppen i dag. City Slang Redux vises igen på CPH:DOX lørdag aften, hvorefter der er formel premiere til januar.

3 tanker om “City Slang Redux”

  1. et videoklip jeg ofte vender tilbage til – det er fantastisk. Hilmer er så eminent. Kan ikke huske det – men optrådte Sort Sol ikke også til arrangementet?

  2. Ja, der er sgu ikke meget ‘det bliver bedre dag for dag hvis vi giver en hånd til Afrika’-stemning over hverken ham eller Kliché dér – og gudsketak og lov for det!

  3. Hvad fanden har Sneakers’ og Rugsted/Kreutzfeldts fans mon tænkt da Hilmer lod terroren råde til sidst dér? Jeg gad godt have set folks firserfjæs.

Skriv et svar