Siden her var repræsenteret da Echo & The Bunnymen, verdens bedste band fra Liverpool, 16. marts 1983 – vi taler 25 år i dag! – for første gang nogensinde satte fod på dansk jord, med en superintens koncert på Falkoner Teatret’s lille scene. ‘Is this a cinema or what? Why don’t ya all stand up!’, var dengang Ian McCulloch’s ord til en bænket sal, dog hurtigt trukket op af aftenens store og åbne musik. Hørte en optagelse af koncerten for noget tid siden; Bunnymen var virkelig enestående på dette tidspunkt, hvad deres show få måneder efter, en varm søndag aften på Roskilde Festival’s Orange Scene, ligeledes klart demonstrerede. Da var den helt nye sang ‘The Killing Moon’, hovednummer på næste års Ocean Rain-album, kommet med ud at møde verden. Her setlisten fra Falkoner:
March 16th, 1983, Copenhagen, Denmark; Lilla Falkescenen
Going Up
With a Hip
Gods Will be Gods
Show of Strength
All My Colours (Zimbo)
The Cutter
Rescue
My White Devil
Porcupine
Crocodiles
All That Jazz
Heads Will Roll
The Back of Love
Heaven up Here
Over the Wall
+ + +
Do It Clean
Villiers Terrace
+ + +
No Dark Things
Ian McCulloch tilbragte en del tid sammen med Chris Martin omkring tilblivelsen af det seneste Coldplay album, men er jeg at kunne huske fra en kort i artikel i enten Mojo eller Uncut.
M.h.t. Album, så er det som jeg har det med danske film. Vil jeg se danske skuespillere, så tænder jeg for reklamerne.
Det er værd at læse Alan McGees blog-indlæg om Echo and The Bunnymen.
Som om hygge-tendenserne ikke var nok. var Echo and The Bunnymen også inde over den engelske VM-single fra 1998, og det endda sammen med… Spice Girls. Det var også en trist udvikling.
Man kan høre et tydeligt ekko af Echo and The Bunnymen, som de endte med at blive, i Coldplay. Et nummer som “In My Place” minder mig om de mest hygge-plagede numre fra “What Are You Going To Do With Your Life?”.
Så, nu har jeg nævnt Coldplay og tilmed indrømmet, at jeg kender et af deres numre. Det er ikke godt. For få år siden blev der solgt mange Coldplay-albums. Jeg skyndte mig da også at sælge mit.
I min verden spiller Echo & The Bunnymen mindst uafgjort mod The Beatles.
Og de var ikke bare klart mere interessante end U2, de var klasser bedre.
Forresten: Echo and The Bunnymen slår ikke Beatles, men McCulloch/Sargent/Pattinson/de Freitas var det mest spændende band fra Liverpool siden Lennon/McCartney/Harrison/Starkey.
De 4 medlemmer af Beatles begyndte først at lave hyggerock i deres solokarrierer (omend ingen vel vil kalde Lennons første 3 albums for hyggerock).
Når de var gode, og det var de ofte på de første 4-5 albums, var Bunnymen klart mere interessante end U2.
Og á propos albums: Er “Album” noget ved? Jeg har ikke fået set nogen af afsnittene endnu, men jeg kan forestille mig, at den i al fald er nostalgi-foder for sådan nogen som os, der kan huske den tid og det, den indebar. Forfilmen til næste afsnit røber f.eks. at der er nogen, der bliver studenter i 1982 – i lighed med denne blogs forfattere.
I 1700-tallet var nostalgi forresten en psykiatrisk diagnose.
Respekt, 181265!
Jeres set var absolut også godt. Ligesom din egen uhm…håndkoreografi, ikke helt ulig Ian Curtis’ i rytmisk intensitet og cool epilepsilignende bevægelse;-)
Dén scene stod (også) jeg på den aften i ´83. Sytten år gammel syngende “Vi opløser al afstand i drøm”, som gjaldt det liv og død.
25 år senere er scenen en anden: Nu ser jeg´et “Album” på tv, mens vemodet pibler frem ved lyden af tonerne fra “Under en sort sol”…..
TAK for link, Jens…
Ja, McCulloch’s solo plader er heller ikke lige mig. Men tilgengæld har jeg nu altid godt kunne lide Electrafixion.
Men det allerbedste Ian har lavet er “Heaven up Here”. Selvom jeg er enormt dårlig til lister, så er den plade klart med på min Top 10
over bedste plader. De andre 9 plader på listen tænker jeg lige over………..
Du skal lige op omkring de 30, men ja det er ikke helt galt – dog med det twist at det primært er fyre, der køber Nouvelle Vague.
Nouvelle Vague? Det er sgu da for 20 årige duller med Soundvenue i Gucci tasken, Martin. 😉
McCullouch soloplader er ganske rigtigt ikke nogen stor oplavelse, men Echo & the Bunnymen som hyggerock gør sgu lidt ondt at høre. Jeg rater Evergreen som en af de stærkeste comebackplader nogensinde og deres Live In Liverpool liveudgivelse ligger i min top-10 over liveplader. Men bevares, alt var som bekendt bedre i gamle dage..
Jeg var vild med kaninmændene dengang. Det er især et under, at jeg ikke sled Ocean Rain op. Jeg købte albummet i en glædesrus efter at fået den daværende karakterskalas højeste karakter ved den første rigtig store eksamen på matematikstudiet. Det er stadig et af mine absolutte yndlingsalbums.
Så døde de Freitas, de andre gik fra hinanden, og resten er en blandet fornøjelse.
Jeg så Ian McCulloch solo på Roskilde det år, hans Candleland udkom. Det var en hæderlig koncert.
Electrafixion blev jeg aldrig rigtig vild med.
Mange år senere så jeg de genforenede kaninmænd på Roskilde. Ian McCulloch var denne gang så beruset, at det var mere end almindeligt pinligt. Dén dag faldt han for alvor i min agtelse. Det hjalp heller ikke, at musikken efterhånden var blevet til regulær hyggerock.
Sort-Hvide Landskaber spillede opvarmning til den koncert på udstyr lånt af Sort Sol og Cinema Noir. Hvor stjernegodt Echo & Tha Bunnymen end er, så er mit hoved mere til dæmpede toner i dag http://youtube.com/watch?v=Azj08Q80qOA&feature=related
iben, her kan du høre E&TB’s storform i sommeren ’83, fra en forlængst udgået BBC-liveoptagelse:
http://anotherbloginthewallpt2.blogspot.com/2008/03/echo-bunnymen-live-at-royal-albert-hall.html
ACCELERATE er “derude” nu – hent og nyd det bedste R.E.M. album i 10 år!
Det er guitar, bas og tromme…..tilsat fine fine sange!
Jeg var bare en lille pige dengang… Men hvor ville jeg gerne have været der.
Echo&The Bunnymen, verdens bedste band.
Beatles må rende med prisen som det mest overvurderede band – nogensinde.
altså de slår ikke Beatles !!!!!Med mindre oplysningen er en trickoplysning, som jeg ikke kan gennemskue.