Både jeg selv og den forfatter, efter hvem denne blog er opkaldt, er for tiden temmelig begejstrede for Ryan Adams’ nye album, Jacksonville Nights. I endnu højere grad end Cold Roses er her tale om en tilbagevenden til Adams’ musikalske rødder med twang i stemmen, steelguitar og tekster om knuste hjerter og hverdagen i en provinsby i USA. På Cold Roses var der enkelte tilløb til tøf-rock; det er der ikke noget af her – dette er rendyrket country. I tilgift er der en særdeles levende version af Always On My Mind som afslutning.
Jeg skal heller ikke undlade at bemærke at jeg omsider har fået fat i cd’en med de to sidste albums fra Ryan Adams’ musikalske forbillede, salig Gram Parsons. G.P./Grievous Angel er bestemt også værd at lytte til. Læg fordommene om country-musik på hylden og nyd de fine sange!
Der er ganske vist længere mellem godbidderne i Gene Clarks værk end hos Parsons. Alligevel vil jeg, udover White Light-pladen fra 1971 (der vistnok aldrig officielt fik denne titel), fremdrage Echoes fra 1967, The Fantactic Expedition Of Dillard & Clark fra 1969 og syreskiven No Other fra 1974. Især titelnummeret fra sidstnævnte er jættegodt. På albummet Under The Silvery Moon, der kom i 2003, er der tillige en skarp version af den gamle The Shirelles sang Will You Still Love Me Tomorrow, der de facto viser hvilken stor stemme Gene Clark havde.
Gene Clark døde på Bob Dylans 50 års fødselsdag i 1991. Hvilket nogle sandsynligvis vil finde en del symbolik i.
Nu har jeg flere gange i løbet af i dag, prøvet at poste en kommentar til Gene Clark. Uden resultat, desværre. Er siden i udu eller hur?
Vil da bare lige sige, at jeg igen og igen kan finde Gene Clarks “White Light” frem – og nyde den lige meget hver gang.
Jamen Vermouth, nu du nævner ham har jeg faktisk en superb Gene Clark-plade, der hedder “Roadmaster”. GC er ham der spiller verdens mest cool tambourin på TV-klippet af Byrds’ “Mr. Tambourine Man” og som gik ud af bandet efter de to første plader, vistnok pga. flyskræk. Inden da havde han skrevet nogle af deres allerbedste numre, og fortsatte siden, i en broget solokarriere, ret fint for sig selv. Nogen stor karriere blev det dog ikke til, men en lille håndfuld meget fine plader blev udsendt, deriblandt førnævnte, som indeholder klassikere som “I Remember The Railroad” (fantastisk titel!), “Full Circle Song” og “Shooting Star”.
Så han er absolut god, men kan dog alligevel ikke nævnes i samme åndedrag som Gram Parsons, hvis klasse er uomtvistelig sjælden, både som sanger og sangskriver. “The Gram Parsons Anthology” er et perfekt opsamlingsværk fra Rhino Records, som samler de bedste af hans ting som solo-artist, Flying Burrito Brothers-medlem og The Byrds-ditto (GP var medlem i en langt senere inkarnation af Byrds end Gene Clark). Hvis man ikke har hørt Gram Parsons synge for på Flying Burrito-udgaven af James Carr’s utroskabs-“hymne” “Dark End Of The Street”, er man gået glip af en af de mest gribende mandlige vokale præstationer i de 20’ende århundrede!
PS – Må iøvrigt protestere over Pastorens nye blog-kategori “Country&Western” – jeg mener, alt det bedste fra den kant passer nemt ind i kategorien “Rocknroll”…
Ikke for at forklejne Gram Parsons, men det er som om at flere og flere unge alt.countryband og artister er begyndte at nævne Gene Clark som forbillede. Måske Parsons er en smule slidt, efter dokudramaer m.v. Hvem ved???
Er helt enig mht. ryan. Han holder et imponerende højt niveau, og det bliver spændende at se hvad årets 3. plade bringer…
Især Grievous Angel er mageløs. Helt pragtfuld.
Ja, det der country er sgu dejlig musik! Og Gram er jo klassikeren indenfor den rockede country.
Jeg kan se der diskantes inde på siden for tiden, så her er et link til diskant.dk’s anmeldelse af Ryan Adams’ “Jacksonville…”
http://www.diskant.dk/Anmeldelser/Pladeanmeldelser/A/Ryan%20Adams-JacksonvilleCityNights.htm