For et stykke tid siden skrev jeg om den triste homofobi i den engelske Premier League og i fodbold generelt. Jeg fremhævede rockmusikken som en slags forbillede.

Meget passende har The Guardian en artikel om netop dette emne. Men artiklen konstaterer samtidig, at den ånd, der har hersket i rock, pop mv. som ikke bare har været accepterende, men som også har ladet sig inspirere af LGBT-kulturen, ser ud til at være kraftigt på retur. Der er selvfølgelig åbne LGBT-musikere som f.eks. Antony Hegarty og Rufus Wainwright – og fra det, vi normalt ville kalde for rock er der kendte LGBT-personligheder som Michael Stipe, Bob Mould og Mark Eitzel, der alle dukkede op tilbage i 1980’erne. Og så var der selvfølgelig en vis Freddie Mercury og den i denne sammenhæng særdeles u-åbne Morrissey.

Men vi befinder os i dag i en noget mere prosaisk tid. De rigtig store rockstjerner er vel stort alle straight.

Engang, tilbage i 1960’erne havde mange af de store bands faktisk managere, der var bøsser. Mest kendt er vel Brian Epstein, manager for The Beatles. Men der var også bl.a. Kit Lambert (The Who) og Simon Napier-Bell (The Yardbirds og senere bl.a. Wham!). Ironisk nok var det på en tid, hvor det stadig ikke var tilladt at være bøsse i Storbritannien (det var aldrig forbudt at være lesbisk, for “almindelig moral” mente ikke, at det kunne lade sig gøre for to kvinder at have et forhold). Og i glamrockens tid var der masser af androgyne musikere. Også David Bowie og Lou Reed flirtede flittigt med et seksuelt tvetydigt image. Det seneste, lidt isolerede eksempel, som artiklen fremhæver, er Nirvana, der trodsede den tunge rocks klicheer og lod Kurt bære kjole og synge “Everyone is gay”. Men måske var dette i virkeligheden sidste udkald.

Hvorfor er det anderledes i dag? Der er mindst to mulige forklaringer. Den ene er, at homofobi er på fremmarch – den anden, modsatrettede, er at der ikke er nogen grund til at gøre opmærksom på sin seksuelle orientering længere, da forskelligheden er mere alment acceptere. Måske er begge sande?