No feelings

I aftes spillede Sex Pistols på den engelske Isle Of Wight Festival. Indimellem de obligatoriske tilsvininger af det publikum, hvis penge Johnny Rotten & co. var kommet for tilegne sig, blev der også tid til en flok sange, der gav stor mening engang. Det gør de næppe nu, fremført af dette tivoliband. Her er setlisten:

Pretty Vacant (alternative version)
Pretty Vacant
Bodies
Baghdad Was A Blast
I’m A Lazy Sod
New York
No Feelings
Liar
Holidays In The Sun
Submission
(I’m Not Your) Stepping Stone
No Fun
Problems
God Save The Queen
EMI
Anarchy In The UK
+ + +
Silver Machine

På samme nostalgifront er der tillige stort Kajagoogoo/Howard Jones/Rugsted & Kreutzfeldt/Danser Med Drenge-fremstød i Esbjerg denne weekend, Dolly Parton på et vanligt halvtomt Viborg stadion i aften, samt Bon ‘Living On A Prayer’ Jovi i Randers på torsdag. Eventkulturen har forladt den usikre storby og er flyttet på landet – tak for det, Horsens!

20 tanker om “No feelings”

  1. Kan godt se Argumentets kraft hos Jens. Det er overbevisende. Og generelt vil jeg også altid være på håbets og medfølelsens side.

    Nogle gange er der dog noget befriende i den anden approach. Som da Primal Scream for nogle år siden spillede i Den Grå Hal og Bobby Gillespie midt på Christiania bare skreg “You’re all a bunch of fucking hippies”. For meget amfetamin og dårlige vibrationer. Men XTRMNTR pladen har nu alligevel noget særligt, som ikke er på f.eks. Screamadelica. Og hvis man nogen gange tvivler på, hvad kunsten kan, er der et sted at starte. Al god kunst er politisk etc.

    I sidste ende er Sex Pistols her i 2008 selvfølgelig inderligt ligegyldige. En raritet og et museum. Helt uden relevans. Som da Roskilde for nogle år siden legede reunion med Pixies og Stooges. To virkeligt store orkestre på kedsommeligt nostalgitrip. Synes blot at lige netop Sex Pistols er særligt sjove i den forbindelse, fordi de er helt skamløse. Det er dejligt befriende.

    Sagaen fortsætter ufortrødent. Så denne svada fra Lydon om Coldplay: http://ekstrabladet.dk/musik/intlmusiknyt/article1021138.ece

  2. Herovre er de da vist revet væk til den eksklusive slotskoncert. (Måske arrangørerne skulle overveje at flytte koncerten til Marselisborg? Meget kan man sige om NRGi-Park, men eksklusiv kan den sgutte kaldes)

  3. Nope Søren. Langtfra endda. Jeg tror, at arrangørerne i 8000 kommer til at brænde inde med 5.-7.000 billet, og dertil kommer hajerne, der troede, at det skulle blive en guldrandet sommer for dem..

  4. Thomas, fint indlæg!

    Du har ialfald ret omkring Sex Pistols’ oprindelige musik og dens velgørende udrensningseffekt.

    Sex Pistols-medlemmerne hævedede dengang de var en direkte reaktion mod selvfed rockmusik, spillet på stadions af dekadente millionærer; at den slags var patetisk, ynkeligt og helt igennem irrelevant.

    Og nu står de selv der, som en karrikeret monstermodel af deres oprindelige rock-aversion. Ærligt? Gu’ fanden er det. De signalerer uden tøven, de vil sælge selv deres egne bedstemødre for at score lidt kasse.

    Men hvad er pointen i den ‘ærlighed’? At alle er ludere? At enhver hellig ko skal slagtes for blodrusens skyld? Det er ikke en morale, jeg har løst til at støtte økonomisk. Hvad skulle alt det punk-hejs til for, hvis bannerførerne fra dengang ender lige så skingre og meningsløse som de udspacede rockstjerner, de gjorde oprør mod?

    Mht. til The Clash, er det meget bekvemt for Rotten, der vist aldrig har elsket stort andet end sit eget ego, at skyde på hvemsomhelst, der på noget tidspunkt har haft noget så (ifølge ham) urkomisk som en tro på, tingene kunne/skulle forandres.

    Og The Clash levede indrømmet de første år en voldsomt naiv drøm, med deres ‘smarte’ slogans, elitære punklook og kontroversielle photoshoots foran maskinpistoltropper i Nordirland.

    Men Strummer, Jones, Simonon og Headon voksede som mennesker og The Clash’s udtryk ændrede sig, blev et spejlbillede af verden omkring, både musikalsk og socialt. Deres musik kom til at emme af liv, af compassion, af muligheder, af nysgerrighed, af kulturer i bevægelse. Hvis dét skulle være ‘too worked out’ og ‘too student union’, så har den reaktionære stodderkonge inde i Johnny Rotten vokset sig for stor. The Clash åbnede vigtige døre og gav håb til de fleste af os der hørte dem.

    Modsat Sex Pistols, hvis nihilistiske drone hurtigt brændte ud, med Sid Vicious død, den farceagtige situationist Malcolm McLaren ved styrepinden, en pinlig cash-in-komediefilm samt en låst musik, der – uden tidligt afsatte Johnny Rotten’s nasale had – ikke længere kunne skjule sin ultrakonservative og hermetisk lukkede rock-form. Rotten’s første plader kort efter med Public Image er jo langt, langt mere udfordrende og punk-radikale.

    Never Mind The Bollocks – og de fire singler fra den – står som mægtig rocknroll fra det øjeblik den blev skabt. Men årene er gået, og visionen i Sex Pistols er jo helt, helt væk. Nu handler Sex Pistols om noget så næsten flovt ligegyldigt som penge. Eller sådan virker det ialfald. Super ærligt måske, men ikke ret fedt. Foretrak den løgn, Sex Pistols – engang, for meget længe siden – fik os med på omkring deres motiver…

  5. Søren, det seneste jeg har hørt var at kun lidt over halvdelen af billetterne var solgt. Mon ikke de sidste dages positive omtale får en del tvivlere til at grave dybt i lommerne. Jeg er fristet. 😉

  6. Var i denne weekend ved at læse interviews med Sex Pistols, da jeg så indlægget her om lørdagens koncert, hvor de fire pistoler spillede lønnen hjem på rutineret vis.

    Visse mavesure purister vil selvsagt være sure over den slags. Og jeg læser også indlægget lidt i den retning. Set herfra er det imidertid præcis den slags, der gør Sex Pistols så elskelige. I en verden hvor grådighed forklædt som inderlighed er normen, siger Sex Pistols da bare sandheden.

    Mange her på disse sider rangerer The Clash som “The Only Band That Matters”. Men for mig har Sex Pistols altid haft noget særligt, noget meget mere direkte over sig. Det er rigtig nok på ingen måde kønt, smukt eller elegant. Men Sex Pistols overrasker med den friske enkelthed, der tredive år efter fortsat er velgørende, og som stadig kan skære igennem alt opstyltet vrøvl.

    Denne måneds udgave af magasinet Mojo har interviews med hver enkelt af de fire Pistols. Interviews der er dejligt befriet for omsvøb. F.eks. affyrer John Lydon denne bredside mod The Clash:

    “Sten Guns in Knightsbridge, what the fuck are you saying to me? That’s a dreadful concept. Too worked-out. Too student union. It’s bck to making radical posters. (Middle-class accent) “Oh when we put these up all over Soho there’ll be riots in the street”. No! Honesty is its own reward. But it’s also painful. And you lose a lot of what you would have hoped were dear friends and can’t live in that life.”

    Kønt er det ikke. Men jeg har stor respekt for denne evige elefant i glasbutikken, der aldrig lærer noget som helst og altid går linen ud.

  7. Synd for både Parton & Cohen (lyder som et revisionsfirma) at de skal optræde i langt fra udsolgte rammer. Kommer der ikke snart en koncert-bobble og får billetpriserne tilbage på nogenlunde normalt niveau?

  8. Tag en dosis New Jersey blue collar sentimentalitet frasorter Springsteens pessimisme og sociale kritik og tilsæt i stedet et ordentlig skvæt let, melodiøs glam metal, så har du opskriften på denne dejlige sang:

    Tommy used to work on the docks
    Unions been on strike
    Hes down on his luck…its tough, so tough
    Gina works the diner all day
    Working for her man, she brings home her pay
    For love – for love

    She says weve got to hold on to what weve got
    cause it doesnt make a difference
    If we make it or not
    Weve got each other and thats a lot
    For love – well give it a shot

    Chorus:
    Whooah, were half way there
    Livin on a prayer
    Take my hand and well make it – I swear
    Livin on a prayer

    Tommys got his six string in hock
    Now hes holding in what he used
    To make it talk – so tough, its tough
    Gina dreams of running away
    When she cries in the night
    Tommy whispers baby its okay, someday

    Weve got to hold on to what weve got
    cause it doesnt make a difference
    If we make it or not
    Weve got each other and thats a lot
    For love – well give it a shot

    Chorus

    Weve got to hold on ready or not
    You live for the fight when its all that youve got

    Chorus

  9. Jeg tror at de langhårede i Auning og Allingåbro bliver kede af, at det nu lige pludselig foregår i Randers. Vi er altså HELT ude på landet her 😉

  10. Jeg synes nu, at Bon Jovi ligger et par niveauer over den fireenighed, der fremstøder i Esbjerg. Han er ikke lige min smag, men han virker som en seriøs musiker og synes ikke at tjene sine penge på andres trang til nostalgi. Udgiver da i hvert fald stadig plader og spiller da vist også en del på småstederne i New Jersey og nærmeste omegn.

  11. Jens, jeg tror at alle de langhårede i RANDERS og omegn bliver kede af det når de læser at Bon Jovi spiller i Aalborg!
    Men på den anden side…mon de læser med på denne kanal?

  12. Tillad mig lige at reklamere for en helt anden slags nostalgi, som jeg faldt over –

    Man tager:

    1 stk. ZX Spectrum (mit bedste legetøj engang)
    1 stk. Finlux farve TV årgang 1974
    1 stk. Epson LX-81 Dot Matrix Printer (på trommer)
    1 stk. HP Scanjet 4C (på bas)
    1 rack af kasserede harddiske (som højttalere)
    1 stk. gammelt oscilloskop (til visuelle effekter)
    1 stk. download af vokalsporet fra Radioheads Nude (fra iTunes9

    og frembringer 1 stk. installtionskunst i verdensklasse:

    http://www.vimeo.com/1109226?pg=embed&sec=1109226

  13. ja tak for det Horsens, ellers måtte København jo ha lagt by til den for længst opløste Madonna, der af en eller anden grund bliver ved og det i en yngre og yngre udgave

  14. jeg syntes nu det lykkedes fint for dem at lave en rigtig punkkoncert tilbage i 1996 på Roskilde festival, men det var ikke helt deres egen skyld. Tænk at blive smidt af scenen på den måde fordi publikum er rasende over at man har solgt ud. nu mener jeg ikke at den slags i princippet er okay, men der sku alligevel noget smukt over det.
    jeg husker at Johnny Rotten direkte spurgte publikum om de havde lyst til at de spillede videre og da der så kom en flaske flyvende lige fobi ham som svar, måtte festivallen bede dem gå af scenen…..ydmygende?

    Don´t forget the bottels..here comes the sex Pistols

Skriv et svar