Et stort ¡¡¡Viva España!!! skal næsten lyde som tak i den anledning. For det var et så gennemført uelskeligt italiensk EURO08-landshold Spanien tilsidst tog ud, at ikke engang Preben Elkjær vil kunne savne det. Og dog. Semifinaler onsdag/torsdag hermed på plads:
Tyskland – Tyrkiet
Rusland – Spanien
Når intellektuelle intellektualiser over fodbold:
http://www.information.dk/161122
Når de altså ikke underpræsterer overfor Manchester United i Champions League, er Roma et spændende hold at se. Men det er måske slut fra og med nu, eftersom de har købt – would anybody believe – John Arne Riise!?!
Smoelle, du kan da ikke kalde Italiens spil offensivt i de tre første kampe – de utallige Dolomit-høje bolde frem til ensomme Luca Toni er sgu ikke godt nok til at få noget kryds på den konto. Fremskudte backs? Det var ikke meget vi så dem.
Mod Holland pressede Italien på i store dele af 2. halvleg, hvad stillingen – nede med to mål – ligesom dikterede. Men var det ikke også det eneste kvalificerede spil vi så fra dem i den retning? Mod Frankrig’s 10 mand var offensiven uopfindsom og halvhjertet, mod Rumænien ikke til at få øje på, medmindre altså de føromtalte planløse høje bolde op til Toni tælles med.
Tror det er en lykkelig begivenhed fro Italien – og for alle der holder af dem – at det italienske fodboldforbund i går fritstillede landstræner Donadoni. Det kan kun blive bedre.
En bemærkning i dagens avis om hår og styling indenfor topfodbold:
“Trods succesen er vi stadig ikke på fornavn med russerne, og i skarp kontrast til cremen af Europas popkultur fremviser de en eklatant bleghed, usmart pandehår, fedtede nakkekrøller og noget, der ser ud som en opvækst på randen af Tjernobyls giftdepoter.”
He he 😉
Jeg glemmer med glæde Lyngby til de plager topfodbold igen 😉
Roma er derimod et meget velspillende hold. Måske dog ikke lige deres midtbanetrio i søndags 🙁
Italien spillede formentlig mere Italiensk end de selv ønskede. De magtede simpelthen ikke at gøre det bedre.
Holdet manglede simpelthen en Totti til at skabe tempo, vinde det sammen og gøre det uventet.
Der var for meget kick and rush i den med lange bolde op til toni, der skulle være super forward og baske dem ind.
Og da den strategi fejlede havde man bare ikke bedre spillere til at prøve noget andet.
Af mærkelige grunde prøvede man kun en Del Piero en gang, da trods af at da han endelig fik chancen, satte tempo og sevlrdighed på det italienske spil.
Smølle, så glem (for fanden da!) Lyngby. Jeg brugte jo også Roma som eksempel. Eller det er måske også et opskreget kontrahold?
Og det er præcis det med “fodboldelskere” jeg synes er for svulstigt og patroniserende, og udtryk for et alt for sort/hvidt syn på fodbold – så jeg tager den ikke af 🙂
(og synes i øvrigt Poul Hansen og Benny Lennartsson gjorde sig skyldig i de helt samme skønmalerier af Lyngbys spil i gamle dage) 😉
Smølle, jeg burde måske have understreget, at det vel mere var de tidligere Lyngby-hold, jeg ville fremhæve – for du har ret med hensyn til det netop nedrykkede. Om Italien taler jeg kun om sidste kamp – men også mod Rumænien kunne man godt anklage dem for at ville for lidt. Mod Frankrig spiller de 11 mod 10 det meste af kampen og gør ikke mere end det nødvendige – hvilket er fair nok – men tag nu den azurblå trøje af: Italien har underpræsteret og i sidste kamp endda på så grim en måde, at ingen fodboldelsker bør begræde deres exit.
Og Lyngby er da et rendyrket kontrahold, når de ikke kan bade sejrene hjem i en meget ringe 1. division – men de har alle dage været gode til at tale sig til at være den tekniske fodbolds frelsere, det må man give dem 🙂
Søren; jeg synes bare kritikken er så inderligt hysterisk. Italien spillede offensivt i de første tre kampe, med backer der skød frem konstant. Så spiller de en rigtig sløj kamp uden Pirlo, og så skal man læse, fra alle sider, alle de forudsigelige historier om “Godt at fodbolden vandt og antifodbolden tabte”, der bare havde ligget klar og må have kløet som fanden for at komme ud. Som om det var Grækenland 2004 der havde mødt Brasil 1970, og været ved at slå dem og skabe en kosmisk urimelighed.
Det er trættende, ikke mindst når man så Holland spille præcis den kontrafodbold mod et naivt angribende italiensk hold i første runde, som det efter traditionen skulle være sket med rollerne fordelt lige modsat 😉
Smølle, jeg har intet mod Darioer på en fodboldbane. Lyngby er et glimrende eksempel på et flanørhold, der også gerne vil have deres spil til at se godt ud. Roma ligeså. Af og til må man blot undre sig over det italienske landshold. At de virkelig gider spille så grimt.
Helt enig i at håret er irrelevant, men for dem der af princip ikke kan lide italiensk fodbold – jeg ved at du ikke hører til dem, Jens – ligner det stadig en besættelse 🙂
Reyes’ stunt er fra Champions League forrige år. Hop til 74. minut her:
http://www.guardian.co.uk/football/2006/feb/21/minutebyminute.sport
F*ck fodbold! 😛
I dag går det mod London og koncert med Radiohead i Victoria Park i morgen aften
‘kæft hvor jeg glæder mig!!! 🙂
Noget af det jeg hæftede mig ved, var de to målmænds gentleman-opførsel v. strafesparkskonkurrencen. Gav hånd og smilte til hinanden inden ‘henrettelsen’ fra 11 mtr. pletten og opførte sig pænt under skyderiet (ved godt at de begge bar anførerbindet, men alligevel..). Hvor tit ser man ikke målmænd, som gør, hvad de kan for at chikanere manden, der skal eksekvere sparket (og hvem mindes i den forbindelse ikke en vis hr. van Breukeelen fra Holland under EM92 i Sverige, som skulle genere stort set hver eneste danske skytte!?). Og selvom jeg har en svaghed for det italienske landshold, indrømmer jeg, at Casillas er #1 keeper of this planet 🙂
Jeg vil ikke kalde russernes 2-0 over Sverige en multimålsaffære. Og heller ikke 1-1, som det jo blev i den ordinære mellem Rusland og Holland.
Jeg klandrer skam heller ikke noget hold en defensiv taktik, og for eksempel Italien har da været den ene part i nogle fascinerende opgør ud fra et forsvarende udgangspunkt – fx mod Holland i 2000. I går var det blot, som om de slet ikke orkede andet end ingenting.
Hverken velplejet hår eller antallet af skuespilssituationer er vel sagens kerne. Italien havde tre skuffende optrædender mod kun én enkelt – den mod vingeskudte Frankrig – acceptabel. Derfor skulle de ud og det kom de.
Jeg kedede mig nu slet heller ikke i går på samme niveau, som under Kroatiens indsats forleden mod tyrkerne. Men det er sgu’ alligevel sjældent man har set et italiensk slutrundehold med så lidt at byde på som dette.
Smoelle, hvornår opfandt Reyes da Di Natales heltemodige trick…?
Jeg er på Mr Jazz’ side her, hvad angik selve kampen – den var ikke en klassiker, men den var heller ikke så dårlig som de mest hysteriske folk, såsom ham Guardianfætteren dernede, mener. Det er vist let at blive forvænt af multimåls-affærer som dem torsdag og lørdag.
Hvad angår di Natale var hans rul ind over sidelinien en ynk, men han var knap den eneste der spillede skuespil for at få en fordel – og hovedparten af dem der gjorde det var spaniere. Hvilket i øvrigt også er tilfældet med ham der opfandt di Natales stunt, José Reyes…
Italienerne var ganske enkelt for dårlige uden Pirlo, uden en træfsikker Toni, og uden to gode midterforsvarere. Men de har da i det mindste nu givet folk chancen for at komme med af med en masse frustrationer fra 2006, og himle op om spillernes velplejede hår, så det er jo en sidegevinst.
Altså Jimmie Jazz
Først og fremmest tæller Erik Rasmussens meritter også flere danske mesterskaber med BIF og to landskampe, så helt i skoven var han ikke som spiller. Han traf måske bare nogle valg, som for andre forekommer underlige med hans talent.
Når det drejer sig om kontrolleret defensivt, er det selvfølgelig en smagssag. Men for mig er det indlysende, at Spanien trods alt ville mest i gårdsdagens kamp og i øvrigt har bevist mest i denne turnering. Derfor er jeg yderst tilfreds med Italiens exit, som desuden endnu engang blev skæmmet med det ene mere teatralske fald efter det andet bl.a. fra en velvoksen mand som Luca Toni. Hertil kommer, som Jens påpeger, Di Natales rullen rundt ind og ud ad banen , hvilket er helt uantageligt. Slutteligt skal det også noteres Italiens evindelige tuderi over dommere, modstandere og hvad ved jeg , som altid dækker over manglende selvindsigt i, at de bare ikke var gode nok. De grelleste eksempler er EM 2004 og VM 2002.
Altså Jimmie Jazz
Først og fremmest tæller Erik Rasmussens meritter også flere danske mesterskaber med BIF og to landskampe, så helt i skoven var han ikke som spiller. Han traf måske bare nogle valg, som for andre forekommer underlige med hans talent.
Når det drejer sig om kontrolleret defensivt, er det selvfølgelig en smagssag. Men for mig er det indlysende, at Spanien trods alt ville mest i gårdsdagens kamp og i øvrigt har bevist mest i denne turnering. Derfor er jeg yderst tilfreds med Italiens exit, som desuden endnu engang blev skæmmet med det ene mere teatralske fald efter det andet bl.a. fra en velvoksen mand som Luca Toni. Hertil kommer, som Jens påpeger, Di Natales rullen rundt ind og ud ad banen , hvilket er helt uantageligt. Slutteligt skal det også noteres Italiens evindelige tuderi over dommere, modstandere og hvad ved jeg , som altid dækker over manglende selvindsigt i, at de bare ikke var gode nok. De grelleste eksempler er EM 2004 og VM 2002.
Jimmie Jazz, sikke en vrede! 😉
Er skam ikke forarget over Italien står defensivt som sådan, men den ikke-løbende, uinspirerede, ineffektive og småfeje – ‘skadede’ Di Natale’s rul tilbage ind på banen, så et modangreb kunne blive stoppet, for crissake! – måde de gør det på, havde altså ikke været videre deltagelse værdig.
Jeg savner allerede Italien, ja sgu! Og jeg var SÅ træt af at høre på en kommentator, hvis største meritter var som indendørsstjerne i USA, sidde og klynke og jamre blot fordi han ikke evner at se skønheden i en taktisk betonet defensiv. Definitionen på en god fodboldkampo er altså ikke, at den ender med ishockey cifre, selvom det er hvad mange folk, der kun ser fodbold to uger hverandet år tror.
…og just for the record, hvordan pokker kan man være fan af Benitez-æra LFC og såvære forarget over Italien?! 😉
Nå, det var min sure kop the, nu vil jeg istedet glæde mig over at både fantastiske Rusland og National Elf, mine absolutte yndlinge, stadig er med og se frem til semifinalerne…
….”this game served only one useful purpose, which was to remind us what a fine tournament this has been until now. If we were beginning to take the lovely, attacking football, and the fascinating narrative for granted, we apologise.”
Jeg synes nu, Kroatien-Tyrkiet var den ringeste af kvartfinalerne. Det eneste, den egentlig havde, var den vanvittige afslutning. I går så man dog Spanien spille mere fodbold, end Tyrkiet formåede.
Jeg fatter i øvrigt ikke, at de italienske flanører ikke har samme æstetiske tilgang til deres fodbold som til deres hår. Men det er måske vigtigere for italienerne at se godt ud, mens man laver noget grimt, end at være ligeglad med sit udseende, mens man laver noget smukt?
Martin Samuel, The Guardian slår hovedet på sømmet her til morgen:
– It has taken 88 years for Spain to beat Italy in a competitive match and most of them appeared to pass before our eyes as the two nations played out a desperately disappointing quarter-final, enlivened only by the drama of a penalty shoot-out. It was won by Spain with the winning kick coming from Cesc Fàbregas, of Arsenal, a second-half substitute, after Daniele De Rossi and Antonio Di Natale had failed for Italy.
Penalties are a rotten way to decide any match, least of all one as significant as this, but for these teams we can make an exception. Frankly, they deserved little else. Luca Toni, Italy’s striker, did not even step up, which tells all you need to know.
So kudos to Fàbregas for holding his nerve, and to Iker Casillas, in Spain’s goal, for saving twice. The more ambitious team won, which is good, but this game served only one useful purpose, which was to remind us what a fine tournament this has been until now. If we were beginning to take the lovely, attacking football, and the fascinating narrative for granted, we apologise. Italy and Spain demonstrated what international football can be like: a dull, lifeless bore between two teams lacking in nerve and ambition. Some clever dicks may attempt to convince you that this was a fascinating tactical encounter and one for the purists, but do not be fooled.
Hold da kæft hvor var det en befrielse af den kamp blev overstået – tæt på at det var EM’s dårligeste kamp. Må sige at jeg er glad for at Italiens defensive taktik ikke holdt, eller det gjorde den vel alligevel, for seværdig fodbold var det ikke efter min mening.
Forhåbenlig spiller alle hold som Tyskland gjorde i kvartfinalen – frem over banen og med en masse mål, for det er det vi vil se.
Min finale er Tyskland – Rusland.