Solen står højt over CN Tower, der med sine 553 meter – i hvert fald et lille stykke tid endnu – er verdens højeste bygning.

Her ude vestpå er der nogle ting, der er anderledes. Det positive ved Canada er, at forskellighed i stort omfang er genstand for en positiv form for tolerance. Kunne man f.eks. finde tre kinesiske veganske restauranter på samme gade i nogen dansk by? (Næppe, og ikke engang i den selvudnævnte metropol, der er vort lands hovedstad). Det negative ved Canada (og USA) er, at man også i stort omfang tolererer andre menneskers nedtur. Kunne man forestille sig ældre mennesker i Danmark, der står på fortovet med under hundrede meters mellemrum med et papkrus og ser tomt frem for sig? (Det kan man nok til gengæld  godt.)

Hovedattraktionen ved denne by er byen selv. Her er små huse fra det 20. århundredes begyndelse klemt inde mellem højhuse, hvoraf nogle er regulære skyskrabere. I aften tager jeg færgen ud til en ø i Lake Ontario for at kunne se på den oplyste skyline.

Og inden så længe skal jeg bruge tid på dét, som et af de andre billeder antyder. Men dét er en helt anden historie.