The Walkmen er ikke verdens bedste band. I et så mangfoldigt univers som det, vi kender i 2012, giver en sådan betegnelse ingen mening. Men The Walkmen er et af de suverænt mest interessante bands, jeg har opdaget inden for de seneste 10 års tid. Jeg startede mit bekendtskab med Bows & Arrows, hvor gruppen endnu lød som en slags kælderudgave af U2. Men bekendtskabet begyndte for alvor med You & Me, hvor den skramlede udtryk så småt var blevet afløst af noget meget rigere og mere nuanceret. Dengang bemærkede jeg især, ud over den gode sangskrivning, at bassen lå så en tung bund i lydbilledet. På Lisbon var Walkmen-lyden blevet lysere. Begge albums lå højt på mine årslister.

Hvad så med Heaven? Mit første indtryk var, at albummet var kedeligt og formløst, en tryg synken tilbage i sofaen. Og rigtigt er det da, at sangene tydeligt viser tilbage til den tilværelse som familiefædre, som musikerne nu har indledt. “Song for Leigh” er en sang til en lille pige fra hendes far:

So, it began, another blessing hymn
Walk around the world, singing to my girl
Patience will keep you alive.

Run to the run
Wall to the wall

If you follow me where I’m going
It might take some time but you never know
In my constant shoes and my bird still sings
These tricks are tricks I’ve learned from the king.

“Heartbreaker” og “Love is Luck” er ikke den unge casanovas sang, men den erfarne elskendes meditation.

Men nej, det er faktisk ikke kedeligt, det her. Jo flere gange jeg har fået hørt Heaven, jo tydeligere er det gået op for mig at vi har at gøre med et album, der er helt på højde med de to foregående. Sangene er vel endda mere ligetil. Det mere bastunge You & Me er det nye album ikke, og der er heller ikke en lille blæser på som på Lisbon. Dette er rock som guitarer, bas og trommer. Indflydelserne fra garagerock (subtilt filtreret ind), ringede amerikansk guitarlyd fra R.E.M. og alle de andre, (nå ja) U2 og Bob Dylan (nå ja ja) er der stadig i The Walkmens udtryk, men de lyder først og fremmest som – The Walkmen. Ligesom The National og Elbow og andre bands fra deres generation har The Walkmen på et grundlag af inspiration skabt og stedse raffineret deres eget tidløse udtryk, der består af en kombination af solid musikalitet og en tilsyneladende enkel sangskrivning.

The Walkmen viser, at man godt kan være tilbagelænet uden at blive magelig og at man kan vokse med erfaringen. Heaven er beviset.

Remember remember all we fight for

som der synges på titelnummeret. Hermed anbefalet fra mig. Når The Walkmen næste gang gæster Danmark, vil jeg være at finde der, om alt går vel.