For en god ordens skyld: Jeg er nu tilbage på den østlige side af Atlanterhavet.
Min uge i Toronto sluttede med et besøg i CN Tower, desværre sammenfaldende med overskyet vejr og deraf følgende dårlig sigtbarhed. Kort tid efter at jeg var kommet de 446,5 meter ned igen, kom tordenbygen. Og bagefter: Alt ved det gamle med høj sol.
Min hjemkomst til Nordjylland begyndte med ankomsten til Nørresundby Lufthavn. Der var tørvejr hele dagen. Men bagefter: Alt ved det gamle med regn fra morgenstunden.
Godt, man har sine cd’er. Jeg købte faktisk 3 cd’er hos Sonic Boom den sidste dag:
- Public Image Ltd.: Greatest Hits… So Far (for jeg vil prøve at forstå John Lydon lidt bedre, nu hvor vi begge er blevet ældre)
- The Pixies: B-Sides (for den manglede jeg)
- Paul Weller: 22 Dreams (for den er blevet rost vidt og bredt, og han kan vel ikke blive ved med bare at lave kedelig musik? – og så kostede den sølle 10 canadiske dollars)
På vej fra busstoppestedet fra lufthavnen var jeg inde forbi posthuset for at sende et eksemplar af You & Me til rigets centrum; Jens har stadig ikke fået albummet, så jeg er lidt urolig nu.
