I dag fylder Paul McCartney 70. Han har lidt den triste skæbne at fremstå som uhip blandt en del af dem, der gerne vil være hip. Det er bestemt ikke altid nemt at skulle leve op til forventningerne fra et af rockhistoriens suverænt bedste og mest indflydelsesrige bands, men endnu sværere at være det ene af de to Beatles-medlemmer, der rent faktisk opnår at blive gammel. Nogle synes, at sangene kom for let til Paul McCartney og at hans musik var for ubekymret og “let”.
Men det er jo dybt uretfærdigt, at Paul McCartney skal slæbe rundt på det ry hos nogle. Ikke alt, hvad han har lavet, er godt, og noget er decideret halvdårligt – men det samme kan siges om Bob, Bruce, Neil og David. Manden er uden diskussion en af det 20. århundredes største sangskrivere, alene og sammen med John Lennon. Det var vel Lennon, der inspirerede McCartney mere end nogen anden – og omvendt! Mange af de soniske eksperimenter på f.eks. The Beatles (aka det hvide album) skyldes McCartney. Og kunne George Harrison have udviklet sig så meget som sangskriver og musiker uden at have kendt og arbejdet sammen med de to herrer? Nej, jeg tror det ikke.
Ovenfor er en af de efter min mening bedste Beatles-sange, McCartney var hovedbagmand bag – “Fool On The Hill” fra Magical Mystery Tour. Hvis ikke denne sang er et udtryk for en stilfærdig tvivl på sig selv og på egen rolle, ved jeg ikke, hvad den er. Det er ikke en “let” sang.
Jeg har aldrig været flink til at udforske McCartneys solo-værk, men efter at jeg opdagede den sangskat, der findes hos Harrison, er det på høje tid for mig at gå seriøst i gang med at lytte til Paul McCartneys soloudgivelser.
Læs Klaus Lynggaards hyldest til Paul McCartney i Information og se hans liste over hans 10 bedste soloudgivelser.
Ja, som han selv har skrevet det: “I’m glad it’s your birthday, happy birthday to you”.
Og ja, det sødsuppede og de lettere irriterende sider ved ham kan ind i mellem overskygge, hvilken genial musiker vi har med at gøre. Men det er uretfærdigt, med alt fantastiske musik, han har sprøjtet ud over verden, skal han da tilgives så let som ingenting.
I dag husker vi ham kun for det gode. When he is 70.