6 tanker om "Where have you gone, Evan Dando?"

  1. Det er rigtigt, Evan og bandet turnerer rundt, nærmest konstant, på de små spillesteder verden over.

    På denne tur, men det har været tilfældet over længere tid, optræder de med albummet It’s A Shame About Ray, og er meget ærlige om, at det er et gimmick for at tiltrække publikum. (De ville nok have spillet de fleste numre i et almindeligt set alligevel)

    Koncerten på KB18 var kuriøs på flere måder. For det første havde jeg aldrig været der før, og lokalerne er virkelig sølle. En gammel slagtehal, vil jeg tro, med søjler over hele lokalet, og meget lavt til loftet. Udsynet er altså stærkt begrænset.

    Ikke desto mindre var koncerten udsolgt. Min ven og jeg ankom netop som opvarmningsbandet (fra Jylland, tror jeg sgu) bar deres gear ud. Det var et meget hipt publikum, der var søgt udenfor for at ryge. Det undrede mig egentlig, da bandet må sige at være gået i glemmebogen på mange måder. Både med hensyn til udgivelser, men bestemt også airplay og credibility ift. musikpressen, lister over 90′er- og rock-albums, osv.

    Vi fik møvet os ind foran lydpulten, og koncerten gik igang. Det tog ca. 30 sekunder, før folk begyndte at kigge rundt på hinanden. Lyden var skrækkelig. Ikke bare dårligt mikset, eller for høj, den var bare skrattende og helt ekceptionel dårlig. Efter 5 numre gik jeg ud og bad om at få mine penge tilbage. Flere andre stod og bad om det samme. Det har jeg aldrig oplevet eller prøvet i mine 20 år som koncertgænger.

    Det var ganske enkelt den dårligste koncertoplevelse jeg nogensinde har haft. Efter 7 numre stoppede Evan koncerten, og man forsøgte at løse problemet på scenen og i kontrolrummet.

    Udenfor stod Evan og kæderøg, og lignede en slægtning til Steen Jørgensen up close. Han virkede nervøs, men ikke overrasket.

    Efter en halv time blev der båret nogle nye monitors eller højttalere ind på scenen, og bandet gik på scenen igen.

    Her skete så noget meget overraskende. De startede simpelthen koncerten forfra, med første nummer fra It’s A Shame About Ray.

    Det der havde gjort lydproblemerne ekstra frustrerende, var jo netop, at de turnerede med et såkaldt mesterværk, og afleverede det med en lød der mindede om en særlig dårlig øver i et fritidshjem.

    Alt var tilgivet, da de bestemte sig for at spille pladen forfra. Folk sang lystigt med, og begejstringen steg fra nul til 100 på et enkelt nummer.

    Efter pladen gik de direkte over i ekstranumrene, cirka ligeså mange som der er på It’s A Shame-pladen. Nok lidt færre, end de ville have spillet, hvis de ikke havde brugt en time på den første farce og efterfølgende pause.

    Det er virkeligheden for Lemonheads. Afsted til et nyt dump hver aften.

    Var Evan til stede? Ikke specielt. Men det var en god koncert.

  4. Ved godt han er der, rundt omkring på spillesteder, men alligevel er han ligesom ikke den samme Evan Dando efter sine vilde år, er han?!?

Skriv et svar