Nej, desværre ikke. Men Johnny Marr’s fine guitar-jinglejangle på soloalbumforløberen ‘The Messenger’ er ikke til at tage fejl af. Hans vokal er på sin Manc-facon slet heller ikke dårlig, og alligevel sniger den unfair tanke sig straks ind, hvilke store melodiske som lyriske ting, Marr’s gamle partner Morrissey ville kunne have udrettet ovenpå ‘The Messenger’s lyse backingtrack. Det forbliver Johnny Marr og Morrissey’s fælles forbandelse, vi aldrig vil kunne glemme deres samarbejdes ubetaleligt gyldne musik, større end langt det meste andet…
Johnny Marr lyder i det mindste ikke så træt og lad som Morrissey gør efterhånden. Det er ikke noget specielt dårligt nummer – og ja, han minder lidt om Ian Brown her.
Johnnys stemme er som en lysere version af Ian Brown, synes jeg – samme fraseringer, samme henkastede Manchester-arrogance – hvilket i lige netop denne sammenhæng er positivt ment 😉
Nummeret er da ret fint men vil den skille sig ud på sig?. Jeg tror vi alle kender svaret på dét spørgsmål.