De sidste par dage her har bidt på lister med artister, som brugte henholdsvis deres andet eller tredje album til med stort held, at tage et udtryksmæssigt ryk eller kursskift. Vi slutter serien for nu med en personlig top-20 (igen…!) over de latebloomers, der med erfaringsballast og oplevelsestyngde af tre albums, viste sig istand til frit at gå ud og jonglere den 4’er hjem, som ellers ofte vil afsløre kreativ udbrændthed og mangel på fremdrift. Her tyve yderst vellykkede 4’ere…
01. Remain In Light – Talking Heads
02. Life’s Rich Pageant – R.E.M.
03. Pornography – The Cure
04. His ‘n’ Hers – Pulp
05. Hunky Dory – David Bowie
06. Strangeways, Here We Come – The Smiths
07. Ocean Rain – Echo & The Bunnymen
08. Calenture – The Triffids
09. You & Me – The Walkmen
10. Setting Sons – The Jam
11. Vauxhall and I – Morrissey
12. Darkness on the Edge of Town – Bruce Springsteen
13. Sandinista! – The Clash
14. Ju Ju – Siouxsie & The Banshees
15. Go! – Love Shop
16. The Sin of Pride – The Undertones
17. Gentlemen – Afghan Whigs
18. Tim – The Replacements
19. Stakkels Jim – Gasolin’
20. Your Funeral, My Trial – Nick Cave & The Bad Seeds
+ + +
PS – Talking Heads annoncerer, at man – for at fejre førstepladsen på denne top-20 – giver en koncert her på bloggen i aften. Tune in!
Og havde HELT glemt.. The The – Dusk…
Ja, maaske – men Everything That Rises Must Converge var fantastisk, da den kom og man var 17 aar og legede punk i Kongens Lyngby i sorte Levis og spidse sko og gik paa Fabrikken Wurst uden at fatte noget, og skreg med paa Searching Down The Block og Pinoccio Loose……………
@Jens. Jeg er som sagt mere til Everything That Rises, selvom jeg også holder rigtig meget af Flow My Firetear. Tatlin Tower, Girl Of 1000 Tears og Daughter Of Sad er jo kongenumre!
A Night at the Opera – Queen
IV – Led Zeppelin
Harvest – Neil Young
Kid A – Radiohead
😉
Simon, synes deres 5’er – Flow My Firetear – er langt modigere, mere tværgående og spændende.
Everything That Rises med Sort Sol, er efter min mening en af de bedste 4’ere nogensinde!
-smølle, Pulp-mesterværket skal indiskutabelt være med på en sådan her liste, og er post-race straks blevet inkluderet. Tak for påmindelse!
Og ret skal være ret: Bemærk nr. 15 🙂
off topic: Nu har der ganske usædvanligt ikke været nogle fodboldblogindlæg her på siden henover jul og nytår. Men skal vi ikke blot konstatere, at det alt i alt har været en dejlig fodboldjul i Liverpool – bortset fra Boxing Day har det været meget overbevisende. Gid det må fortsætte efter jul.
Hey, og én til: The Dream Syndicates svanesang Ghost Stories kan man også meget let argumentere for som deres mesterværk.
Og så én, der med al respekt overstråler alt her, når det gælder om at blomstre sent, måske med undtagelse af Hunky Dory, for de første tre albums var der ikke meget ved, men det var der ved det fjerde fra Pulp:
His ‘n’ Hers er en absolut perle.
Et mesterværk der alt for sjældent får den anerkendelse det fortjener: Marc Almond udgav sit fjerde album The Stars We Are i 1988, og det er vidunderligt, hvor de tre første soloplader var lovende. Check det!
(de ti første sange hvis man lytter på Spotify http://open.spotify.com/album/3HIPNQXH9gtsvrlt74dUXR )
Jeg ved, vi har forskellige meninger om The National. Boxer, deres fjerde, er mit foretrukne fra den kant. De lyder bedre og har mere tyngde end på Alligator, hvor de fandt formen.
Og så er der jo også både Suede og The Killers.. Nå nej det måtte jo ikke afsløre kreativ udbrændthed og mangel på fremdrift.. Beklager 🙂
Hagnesta Hill – kent
Boxer – The National
Let it come down – Spiritualized