En gang i karrieren spillede The Clash i Malmö City. Det var den 7. oktober 1977, hvor spillestedet Dad’s Dancehall på forblæste Foreningsgatan blev indtaget. En setliste – skrevet på papir fra Esso Motor Hotel i Helsingborg (ja, Strummer & co kom muligvis via DK fra et show i Hamburg aftenen før) – er dukket op ude på web…
Her er vi på scenen og backstage med The Clash tre aftener før i München…
Jamen, det er også en imponerende ambitiøs plade. Den lykkes ikke hele vejen hjem, og da slet ikke som samlet værk, medmindre man elsker idéen om verdens stilistisk største rodebutik af et album. Men hvor Sandinista! er god undervejs – ofte! – er den alle pengene værd.
Nummer tre på min egen rangliste over Clash-albums, efter henholdsvis London Calling og Combat Rock.
faldt over denne her gamle voldsomt begejstrede rolling stone-anm. af Sandinista fra da pladen udkom: http://www.rollingstone.com/music/albumreviews/sandinista-19810305
“Its three records — thirty-six tracks to get lost in — ask and answer some of the right questions about violence and nonviolence, history and the future, crime and the law, revolution and fascism, worldwide angst and hope.”
“Sandinista! is an everywhere-you-turn guerrilla raid of vision and virtuosity.”
Men han har muligvis stået alene med sin begejstring… 🙂
Har nok også selv set det som deres White album (ingen sammenligning ellers) eller Exile on main street, som han også nævner her
De var, uhm, tøvende. Modig som pladen er, havde tilhængere nok tænkt sig en mere (a la London Calling) fokuseret plade, når der nu skulle tale om et svært overskueligt 3-dlb-album. Mange gode ting undervejs, men svær at tage ind og få hold på de første mange, mange gange som lytter. Og henne på side 5 og 6, da Tymon Dogg og børnesangene og substansløse dubs dukkede op, vidste man jo nærmest ikke, om bandet tog pis på en eller hvad.
Mener stadig man kunne have sammensat et Sandinista!-dbl-album, som havde givet god mening – eller et fremragende enkelt-album – ud af de 36 sange. I USA sendte The Clash’s pladeselskab et promo-album ud til journalister og radiofolk, da de – med rette – frygtede, at kun de færreste ville have tålmodighed til at lytte seks så tværgående pladesider igennem. Dens mere easygoing tracklist var:
A1 Police On My Back
A2 Somebody Got Murdered
A3 The Call Up
A4 Washington Bullets
A5 Ivan Meets G.I.
A6 Hitsville U.K.
B1 Up In Heaven (Not Only Here)
B2 The Magnificent Seven
B3 The Leader
B4 Junco Partner
B5 One More Time
B6 The Sound Of Sinners
Her på siden har der også tidligere været et bud på Sandinista! som enkelt album, med følgende opstilling:
01. Police On My Back
02. One More Time
03. Something About England
04. The Equaliser
05. Up In Heaven (Not Only Here)
06. The Street Parade
07. The Sound Of The Sinners
08. Rebel Waltz
09. The Call Up
10. Somebody Got Murdered
11. Broadway
12. The Magnificent Seven
Havde Sandinista på pladespilleren i lørdags, men kom ikke længere end skive et – mere ujævnt end jeg husker den. Hvordan var fanreaktionerne da den udkom, Jens?