Som oftest omtales den i negative vendinger, både af Morrissey-tilhængere og presse, men lokalt her er den en favorit, hørt og anskuet på højde med både Vauxhall & I og Your Arsenal. Men Southpaw Grammar, Morrissey’s 5. soloalbum, udkom i efteråret 1995 til almen skuffelse. Dens huggende guitarer og working class-romantik – begge ellers faste komponenter i tidens Britpop-opskrift – levede ikke op til de enorme forventninger, mange havde sat til hvordan Morrissey ville/skulle lyde på sin opfølger til den langt mere forfinede Vauxhall & I, albummet der kom som om The Smiths alligevel ikke var gået i opløsning.
Nu får Southpaw en chance til for at blive elsket. BMG udsender nemlig albummet i en ny og forandret udgave. Det oprindelige covers mudrede bokserbillede er skiftet ud med skarpt Morrissey-portræt + design (se ovenfor) og pladens musikalske indhold præsenteres ligeledes radikalt anderledes. Nummerrækkefølgen er nemlig på Morrissey’s foranledning ændret drastisk, tre hidtil uudgivne sange har fundet plads og ‘Nobody Loves Us’, sangen der altid var for skræmmende god til blot at være en Dagenham-single-B-side, slutter det hele af. Ved ikke hvor meget man som lytter tænker over det, men i hvilken rækkefølge sangene ligger på et album betyder ekstremt meget. Dels for hvordan de hver for sig ankommer i tempo og tonalitet, dels – og især – for den samlede helhedsoplevelse.
Den nye Southpaw fremstår – indtil videre hørt minus de to af de tre ‘nye’ sange, vi her endnu ikke kender – umiddelbart langt mere direkte og matchtrimmet. ‘The Teachers Are Afraid…’ var dengang, med sine langt over 11 minutters bagage, en insisterende kolosal hovedret at lægge ud med. Nu begyndes istedet med fem offensive uptempo-numre, inden titelsangen kaster sit og hele pladens emotionelle anker ud. Uanset hvad er det ialfald en interessant måde at re-tænke et album på. Ligesom det seneste årti har set filmbranchen omfavne ‘director’s cut’-begrebet, ofte med givende resultater til følge, er det cool med longplayer-mediet som en ligeledes foranderlig størrelse, ikke låst statisk fast af egen historie. Den genfødte Southpaw Grammar udsendes 26. januar, 2009:
01 The Boy Racer
02 Do Your Best and Don’t Worry
03 Reader Meet Author
04 Honey, You Know Where to Find Me
05 Dagenham Dave
06 Southpaw
07 Best Friend on the Payroll
08 Fantastic Bird
09 The Operation
10 The Teachers are Afraid of the Pupils
11 You Should Have Been Nice to Me
12 Nobody Loves Us
Spændende genudgivelse, men hvor bliver den af?
1990/91 var da blændende – lidt som hvis man havde genudgivet The Streets’ A Grand Don’t Come for Free med sangene i en anden rækkefølge, og med lidt ekstra synthttrommer hist og her. Og et kontroversielt close-up med lukkede øjne på omslaget 😉 1990/91 burde dog have haft udgaverne fra Love Shop i Remixhelvede på for at fuldende den.
I det mindste har eftertiden nu valgt at regne den for den rigtige debut! http://www.berlingske.dk/article/20050613/kultur/106130028/
Jo, men aakjaer har jo ret. 1990/91 var i bund og grund 1990 med en helt ny – og dårligere – tracklist.
Vil mene at Morrissey’s album, med sine 13 år på bagen, bærer en helt anden erfaringsvægt i den rearrangerede sangrækkefølge, end Love Shop-pladen, der kun havde været ude 12-14 måneder, og som sådan slet ikke var kommet nok på afstand til, at kunne bedømme rigtigheden i et så radikalt indgreb.
Nej, nej, nej.
1990 blev genudsendt som 1990/91 af Sony, men genopstod mange år senere som 1990 på samme pladeselskab. På 1990/91 var rækkefølgen af sangene anderledes, og der var nogle små ændringer her og der. Om noget var det genudsendelsen 1990 der udgjorde forbedringen – nemlig en tilbagevenden til det album, der oprindelig var.
Jens, var det iøvrigt ikke det samme Love Shop gjorde med 1990?
fedt… som nylig Morrissey fan (godt og vel 2 år nu) der er blevet ligeså forelsket i hans musik og person, som en anden vis hr unmack er i Elvis, er det fedt den her cd genudgives, da den er umulig at støve op herhjemme (jeg har hvertfald ikke kunnet finde den)
Jeg har også altid syntes, at Southpaw Grammar er et af Morrisseys bedste soloalbums, og jeg synes at The Teachers Are Afraid Of The Pupils er både en modig og fantastisk åbner, der slår stemningen an og samtidigt tekstmæssigt trækker tråde tilbage til The Headmaster Ritual der åbnede Meat Is Murder. Jeg er på forhånd skeptisk og har i dette tilfælde svært ved at tro at albummet skulle blive bedre ved at bytte om på sangene.