To nye svenske sange. Den nederste med Lars Winnerbäck, som er enorm i Sverige og derovre ofte kaldes ‘sin generations største sangskriver’ (han er født i 1975). Svært for så store ord at køre rent hjem, al den stund det er umuligt at høre Winnerbäck, uden at se ham stå i musikalsk som universmsæsig skygge af Ulf Lundell. Ja, så 70’er-gammeldags lyder sympatiske men ikke så originale Winnderbäck, der igen på ‘Utkast Till Et Brev’ graver dybt i den reflekterende singer-songwritertradition, Lundell er/var så meget mere markant indenfor.
Men her øverst står det bedre til. For Veronica Maggio har også en ny single ude, en fireminutters brise af letvægts-radiopop, som de laver den så appetitligt i Sverige. Et godt og fængende trick, hun placerer sin nye sangs længselsbilleder så konkret midt i Stockholm…
Veronica Maggio og Sergelstorg: letvægts-radiopop med en fin melankolsk grundtone som gør at man gider at høre det mere end en gang.
Kan være du har ret med hans baggrund. Men pladen efter Söndermarken, som var langt mere tyst, blev for en tand for tam til at jeg kunne det. Den genre kræver fandeme gode sange for ikke at dø ved førstelytningen. Åbningssinglen fra den seneste lød derimod som prøvede han nærmest at lege lidt moderne Kent, og det passede jo heller ikke til ham. Men manden sælger jo gigavoldsomt mange plader og koncertbilletter, så mon ikke han er pænt ligeglad med den kritik?! 😉
Er helt enig at det til tider bliver alt for pænt, men jeg bilder mig ind at det er fordi han musikalsk ikke har gået i den hårde rock skole, men er vokset stille ud af den svenske vise og folkemusik – og derfor har nogle helt andre referencer end både Thåstrøm og Kent – derfor er det et helt andet udtryk – og ja de nedbarberede versioner fungerer langt bedst … der er han bedst !
Jeg har prøvet, Sheringham. Har endda hans vel bedste album stående – Söndermarken – som er skrevet i et lille hotel ved, ja, Søndermarken på Frederiksberg. Og har købt to nyere, som jeg dog har smidt ud. Kan godt være de elsker ham hinsidan, men jeg synes hans svagheder er for tydelige – den lidt for malmfulde grundtone, de for slappe melodier, det manglende temperament i leveringen. Han virker som en flinker fyr, man har lyst til at købe en øl til og snakke med. Bare han altså ikke begynder at synge.
Hvis du er til nordisk melankoli, synes jeg nok, både Kent og Thåström kan den disciplin på helt anderledes suveræn vis. Winnerbäck’s melankoli er mere som et varmt, fugtigt håndtryk. Også okay, men berettiger slet ikke til det der ‘sin generations sangskriver’-prædikat, han i alvor lever med derovre.
Iøvrigt, hvis du kan lide den nye single, så prøv at YouTube-tjek den ballade-version, han først optrådte med sangen som på sommertouren 2011. Den fungerer langt bedre, uden det nye forcerede uptempo-arrangement.
Uhhh, Jeg synes du er hård ved Winnerbãck – alle elsker ham i Sverige – Jocke, Hellstrõm, hr og fr. svensson – OK hans katalog kan (for nogle) være broget, men når han rammer rigtigt, så er det nordisk melankoli når det er bedst.
http://www.youtube.com/watch?v=4SOQI95NQ_4&list=RD40jL0FEXmIAws