I forgårs Liverpool, i går idylliske Lincoln, 50-60 kilometer sydvest for Sheffield. Babyshambles, der sidste mandag udsendte den forbløffende som overraskende inspirerede comeback-plade Sequel To The Prequel, er nu, uden en eneste aflysning (Morrissey, take note!), seks aftener inde i deres britiske tour. Og selvom Manchester i lørdags var en nær-katastrofe takket være Pete Doherty – læs måbende her! – har de andre dates ifølge presse og tilhængere været ret meget på toppen. Her et fanbillede af en ung Babyshamblette sammen med vores Pete, alive and almost kicking, taget i skræmmende daglys ude på gaderne i Lincoln’s efterår i går eftermiddags. I aften er det Bristol…
Og jeg bemærker at dette indlæg nu er havnet lige over ét, der hedder “De berusedes vej”.
“Den brittiska rockmusiken börjar bli som landslagsfotbollen. Det är bara i sitt eget minne som den fortfarande håller världsklass – Jan Gradvall”
Rock on 😉
Dette album er for mig en af årets positive overraskelser. Havde ikke forventet der var mere i posen der, Til 1888: Giv den lige et par gennemlytninger mere. Så “bred den er, må der sgu næsten være noget du ka’ li’ !
Pete lider under selvforskyldt skepsis, fra mange steder. Men det bør ikke ændre det faktum, at “Sequel…..”, sammen med Arctic Monkeys´”AM” er årets brit-albums.
Ikke et ondt ord om Deerhunter, men er det ikke som at sammenligne f.eks.kartofler med pasta (ret umuligt)? Originaliteten/personligheden kommer med sangeren, der forunderligt nok (som det høres her) er vågnet op til dåd, da alle troede det var for sent for hans hårdtprøvede vedkommende. Og vitaliteten, den bidrager både band og producer også med. Nej, hverken McCartney eller Blur gør det her på en eftermiddag. At slibe rough diamonds så fint til tager sgu’ mere tid. 😉
Sorry, hører kun rundgange fra den engelsk pophistorie, som er genbrugt mange gange før. Gætter på at en McCartney eller Albarn/Coxon kunne banke melodimaterialet til dette album sammen på en eftermiddag. Stephen Streets driftsikre produktion har fået et helstøbt produkt på gaden, og det er EMI nok glade for, men det er jo blottet for såvel originalitet som vitalitet. Brug pengene på Monomania med Deerhunter.
På Huffington Post liveblogger bassist Drew McDonnel iøvrigt fra touren. I seneste post om Liverpool-showet, nævnes nedturen i Manchester også:
“So to summarise – Liverpool: Overall the best day on tour yet. The spectre of the Manchester show still looms as a reminder of the peril that follows us around… but I’m an optimist. And there’s always room for an optimist in this band.
Lincoln tomorrow folks…
P.S… I’d like to sincerely apologise to everyone who came to the Manchester show on Saturday. Everyone in the band agrees it was a terrible gig. I actually wrote a long blog about Manchester, but on reflection I have chosen not to post it. But we are genuinely sorry to those who were there and feel short changed. Drew”
Jævnt kedelig cut&paste-sangskrivning? Er det mon ikke den nye Editors du er kommet til at lytte til? Den nyeste her med Babyshambles lever alt for meget, er for selvstændig melodisk, og stikker i for mange stilsistiske retninger til, at passe ind på din beskrivelse.
Enig med Rozzer; Pete’s måske bedste og mest helstøbte plade til dato. Og det endda på trods af mentalforureningen fra kendismodeller, narkoskandaler og anden fortærsket rockmytologi
Det nye `Shambles album, er et af årets bedste hørt herfra. Måske det bedste Peter, har medvirket på. En superb Stephen Street produktion, holder styr på det, så det ikke stikker af, og stritter i alt for mange retninger.
Mere bekymrende er øjenvidne beretningen fra Manchester koncerten. Man havde man forventet andet? Peter selv, har i Q magazine selv stille spørgsmålstegn ved om han behøver/kan/gider koncertrækkerne. Men noget skal jo betale for det satans China White Heroin.
Hvor meget crack skal man have røget får mandens enestående genialitet åbenbarer sig? Nu har jeg lyttet det nye album tre gange og hører kun jævnt kedelig cut&paste sangskrivning fra brit-pop overskudslageret. Uden kendismodeller, narkoskandaler og anden fortærsket rockmytologi er der jo ikke meget at komme efter.
Men som fan ved man, hvad man går ind til 🙂
“Pete should be ashamed by his total lack of respect for anything or anyone, but, I suppose when you buy a ticket, you take the risk and pay the price, and so, everyone’s favourite wreckage will still flock to him no matter what, where, or how much he charges. After the gig, Pete was seen trying to drive the tour bus away in just his boxers only to be pulled off the wheel by his busy tour crew and driver. An almighty ‘Fall From Grace’. Again”