Når denne blogs forfattere holder statusmøde, sker det næsten automatisk at vi kommer til at snakke om musik og hvad vi hører. Somme tider er vi rørende enige, somme tider det modsatte. Vi kan tale længe og lidenskabeligt om albums, som kun få mennesker kender. Men der er nogle ubevidste kriterier for hvad vi kaster os over. Det må helst ikke være alt for “mainstream” (hvad det vage begreb så end betyder) og klichéfyldt. Det skal være nyskabende, men må også gerne henvise til den lange musiktradition og der må meget gerne også være nogle gode melodier. Og så skal det være rock eller country eller countryrock eller folkrock eller elektronisk inspireret rock eller med rock beslægtede genrer som disco, soul eller reggae.
Det store, gabende hul i min musiksamling er jazz. Jeg har en hel del klassisk musik og kan endog nævne en del komponister, jeg sætter endog meget højt (Gustav Mahler, Féderic Chopin, Erik Satie, J.S. Bach, Claude Débussy). Men ak, jeg er tæt på at være ignorant inden for jazzmusik. Der er lidt Miles Davis, lidt Astrud Gilberto og lidt Stan Getz og vistnok også en live-optagelse med John Coltrane. Det er dét ud af en bestand på et par tusinde cd’er.
For nylig var Jens så uforsigtig at skrive et indlæg her, hvor der begyndte at komme kommentarer om berømte jazzmusikere. Her døde diskussionen lynhurtigt hen.
I gamle dage faldt der ganske mange små- og storracistiske bemærkninger om at jazz var en gang junglemusik; vores allesammens Nobelprismodtager fra Farsø Johannes V. Jensen var storleverandør af denne form for hån af noget, man ikke vil forstå. Den slags er man gudskelov holdt op med, men jazzgenren er for mig en jungle – en stor skov, jeg står uden for og har svært ved at finde ind i. I virkeligheden er jazz den rigtige “alternative musik”.
En af mine gamle bekendte fra begyndelsen af 1990’erne var fra USA. Han kendte og var vokset op med The Replacements, Mission of Burma, R.E.M. osv., men nu var han begyndt at kaste sin kærlighed på jazz. Han kunne tale begejstret om albums med Bill Evans og Charles Mingus; jeg følte mig grænseløst ignorant. Så talte vi heldigvis også lidt om rock, så jeg kunne føle mig tryg påny.
(Bad Brains gik forresten den modsatte vej musikalsk; de startede med at spille fusionsjazz og havnede så i deres specielle blanding af hardcore, metal og reggae.)
I forrige uge var jeg så til en jazzkoncert med en sangerinde, som min kone havde gået i klasse med tilbage i gymnasiet. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Musikerne var fint sammenspillede og den brasilianske trommeslager var på én gang ekstremt tight og en 110% afslappet, lun fætter. Men én underlig tanke fik den kroniske rock mv.-person: hvor var det underligt at sidde ned og være helt stille til en så hektisk og egentlig meget kropslig musik!
Jeg er ikke alene om at have gjort mig disse tanker og om at prøve at komme videre. Alexis Petridis, der er (en ganske interessant) rockanmelder på The Guardian, fortæller om sine ikke helt forgæves forsøg på at komme til at forstå og påskønne jazzmusikkens mange kvaliteter i http://www.guardian.co.uk/music/2008/nov/07/london-jazz-festival. Læs hans artikel – den er værd at bruge tid på.

Jeg har heller ikke meget jazz i min samling, alligevel holder jeg meget af genren. Jeg har ikke forstand på den, men jeg nyder at opleve den. Og det er måske mit forhold til jazz, den skal opleves og ikke analyseres.
En sommerdag i khh. at nyde en kold fadøl og jazzen bare lyder fra gader og stræder – herligt.
Eller sidde en sen nat på et værtshus, og tonerne fra saxofonen lyder – fantastisk.
Og da jeg var helt ung og vågnede op med tømmermænd søndag morgen – Hotel Evergreen i radioen – godt og blidt supplement til kodymnagnylerne.
Der er anmeldelser af ny musik i Uncut og Mojo, og de kan såmænd også være interessante at læse, men det er altid de tilbageskuende features, der kommer på forsiden og skal markedsføre bladene.
Det bedste sted at læse om ny musik er WWW, og her kan man noget, man ikke kan i bladene – man kan høre musikken.
“Jeg læser engelske musik blade som Uncut og Mojo. Det er nogle gode blade, hvis man gerne vil lære ny musik at kende.”
Tim Christensen til Politiken
Meget fin artikel Pastor !
Personligt holder jeg meget af mine plader med det amerikanske band ‘Karate’, der har en meget jazz’et tilgang til deres indie udtryk.
Ligesom A Tribe Called Quest’s ‘Low End Theory’ og ‘Midnight Maurauders’, i en helt anden genre, også vitaliseres af deres jazzede udtryk.
Rendyrkede jazz favoritter er Art Blakey, Lady Day og fusionsjazz’erne Steps Ahead.
Ikke meget, Pastor. Lidt Chet Baker, lidt Miles Davies, lidt Coltrane, lidt Louis Armstrong, lidt Cole Porter, en smule Ellington-big band, lidt Ella Fitzgerald, føromtalte Lady Day, Nina Simone, Astrud Gilberto, ikke så lidt unavngivet 20’er/30’er-swing via min far, som altid har været vild med den slags. Og så spillede min fransklærer banjo i King George Dixieland Stompers…
Jeg er ikke bange for jazz eller ideologisk skræmt af den, Pastor – det sprog taler bare slet, slet ikke til mig i samme grad som rocknroll.
Sort Sol havde også en jazz-periode omkring 1984, hvor Mr. Jørgensen ofte improviserede på sin kornet, yes, this is true. Og Blurt fra England. Og ‘No New York”s James White & The Contortions + Teenage Jesus & The Jerks gik også udfra punk og ned af den heftige improviserende vej. Og jeg husker Defunkt/James ‘Blood’ Ulmer. Imponerende musik, men ulidelig at høre på.
Når alt det er sagt, står kun én ting tilbage: Jeg vil til enhver tid gerne høre Nina Simone – hun er fantatsisk!
Jeg længes ikke væk fra sange! Overhovedet ikke. Der er masser af sange også i vore dages jazzmusik. Det har selv jeg opdaget.
Rock-trommesoloer kan også jeg sagtens leve uden. Det meste af den slags er indholdstomt blær. Men jeg har hørt nogle gode jazz-trommesoloer, tro det eller ej – senest i sidste uge, hvor jeg var til en gang jazz med min hustrus gamle klassekammerat. Så det var en hel aften med sange – med A- og B-stykker, ja endda regulære omkvæd.
Jeg har ikke hørt ret megen jazz, men jeg har hørt noget, jeg godt kunne lide. Derfor vil jeg ikke være afvisende over for en hel genre, men derimod konkludere, at jeg ikke kender nok til jazz endnu til at kunne forstå genrens virkemidler godt nok.
Hvad for noget jazz har du hørt, Jens?
Pastor, jeg kaldte her Simone og Holiday for pop, fordi deres store musik er ligeså bundet op i A- og B-stykker, ja endda omkvæd, som den musik du her længes lidt væk fra.
Hvorimod rigtig meget jazz, specielt den mere ekspermimenternde slags, helt sætter sig udover et så enkelt og letoptageligt musikverdensbillede.
Trommesoloer kan vi godt leve uden her, helt og aldeles. De er mest af alt bare en snæver disciplin for nørdede ekvilibrister. Så engang Ritchie Blackmore’s Rainbow’s Cozy Powell give en af slagsen, der varede omkring 15 minutter – nihilisme på et meget højt plan.
The Clash – ja, dem igen, suk – har iøvrigt et kompliceret jazztrack på Sandinista, hvor de giver deres version af Moose Alison’s ‘Look Here’.
Er Nina Simone og Billie Holiday pop? Det synes jeg ikke. Jeg ved ikke engang, hvilken genre jeg vil placere en ener som Nina Simone i.
Jeg har i øvrigt aldrig påstået at gammel jazz er kedelig eller at “moderne jazz” er god, fordi den er moderne. Der er en masse “moderne jazz” som jeg synes er kedelig og konform. Til gengæld er der også punk-jazz, har jeg opdaget. For nogle år siden hørte jeg f.eks. et spændende amerikansk band på Studenterhuset i Aalborg ved en jazz-festival – det var et sted mellem Black Flag og jazz. Lad mig også nævne Naked City, som er saxofonisten John Zorns projekt med folk fra Godflesh og Napalm Death – et sted mellem atonal jazz og grindcore, så langt fra bebrillet pænhed, som tænkes kan. Hele mathrock-genren med f.eks. Dillinger Escape Plan er et sted mellem metal og jazz – det er usædvanligt krævende musik at lytte til!!
Men man skal lytte til jazz på en anden måde end man lytter til rock – ligesom man skal lytte til reggae på en anden måde end man skal lytte til f.eks. Bruce Springsteen. Jeg har været ude for folk, der slet ikke kunne forstå, hvad der var særligt ved reggae eller hvordan reggae adskiller sig fra ska! Jazz, rock, reggae, ska, blues, country, hiphop osv. er forskellige og lige gyldige (dvs. alt andet end ligegyldige) udtryksformer.
Alexis Petridis nævner trommesoloer som rockkoncerternes mareridt, og det er jeg ikke uenig med ham i at de er; til gengæld har jeg ved de få jazz-koncerter, jeg har været til, oplevet flere spændende trommesoloer. Gode jazz-trommeslagere improviserer i den helt store stil, en god rock-trommeslager skal “bare” lægge en god bund sammen med bas og rytmeguitar.
Jazzen har i det hele taget inspireret rock mv. mere, end man skulle tro. Prøv f.eks. at høre Talk Talks sidste to albums og prøv så at høre Miles Davis’ Bitches Brew. Eller hvad med Barry Adamsons soloting?
Men bevares, der er også folk, der ikke læser digte, fordi lyrik ikke siger dem noget. De foretrækker romaner, og sådan er dét.
Right on, 1888 – Jeg læste nemlig lige forrige Mojo’s store The Clash-feature i går. Fantatsisk læsning, ikke fordi det var velkendt territorie, men fordi bandet stadigvæk er mere vitalt end 99% af resten, der ellers kan høres og læses om. Men du har da ret, det er meget trygt at kigge baglæns…
Pastor, jeg kan godt høre nogle gange, når noget jazz har uhm…kvaliteter. Men jeg kan virkelig ikke holde ud at høre på det. Medmindre selvfølgelig vi snakker Nina Simone, Billie Holiday, tidlig Sinatra og den slags, men så er man alligevel trygt tilbage i PopWorld, som du i denne forbindelse ønsker dig væk fra…
Den Svimle Slyngel er interessant!
Noget af det mest vitale London har budt på i mange år. Får han mon en Mojo forside om 30+ år? 😉
Dizzee Rascal: Graftin’
http://www.youtube.com/watch?v=frN9CoRVWNQ
Åh ja… Mojo, Uncut osv. Beroligende trøstelæsning for alle os mænd i en vis alder, der synes at verden er blevet så forvirrende og nymodens. Så har vi da altid endnu en artikel om Bob og Bruce og Joe og Neil og Patti og Nick og… Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om den slags.
På langs i sofagruppen med Mojo/Uncut/Word etc. og endnu en lang The Clash/Pink Floyd/The Beatles/Dylan/Young (fortsæt selv…) feature. 😉
Hvis rock er den nye jazz, hvad er så den nye rock? Der var engang noget, vi kaldte “nyrock”, men det er mere end et kvart århundrede siden.
Der er tidspunkter, hvor man skal finde kvaliteterne i noget, der er “udfordrende”. Ellers kan man lige så godt stille om til ANR Guld eller hvad den slags nu hedder rundt om i kongeriget og så vende sig i sofagruppen.
Hvis Rock er det nye Jazz skal vi så også til at sidde ned til koncerterne?
Der er jo en grund til vi bor i bynn og ikke i junglen, Pastor – jazz er sundhedsfarligt.
Eller som Nikolaj Nørlund, der ikke frygter jazz-musik, mere konstruktivt har formuleret det:
“Rock is the new jazz!” 😉
Byen… Der har vi været så længe. Lad os se nogle lianer og sære dyr! Jeg har allerede i mange år kunnet se en bleg mand med guitar ved at gå hen til et spejl.
Pastor, jeg er træt af at stå her udenfor junglen. Kan vi ikke snart køre tilbage til byen…!?