The Unchosen One

david-moyes-640-2

Så gik den ikke længere for David Moyes. Alex Ferguson’s personligt udvalgte afløser er fra her til morgen fortid i Manchester United. Et gigantisk nederlag for både mand og klub, der havde de store langtidsplaner med ham. En kontrakt på hele seks år er det der nu er termineret. Moyes gjorde fra første øjeblik et ubekvemt indtryk i den enorme rolle som Ferguson’s afløser. Et haltende United-efterår, en nærmest katastrofal vinter, og så nu, foråret der aldrig kom. Ydmygende resultater, ideløst spil, hjælpeløse taktiske dispositioner. Først i CL-kampene mod Bayern München viste Moyes lidt personlighed, da han kørte rent håndboldforsvar mod de så overlegne tyskere. Ikke at det behagede Man U-fanbasen, hvis selvforståelse naturligvis ikke er til at se deres egne optræde som selverklærede underhunde på hjemmebanen. Efter den ventede henrettelse i returopgøret i München, ville næste optræden, en udekamp mod Moyes’ gamle klub Everton, altid være ret afgørende for den trængte træner, hvis lager af undskyldninger efterhånden stod med tomme hylder. Everton udraderede på dagen United, der nådigt tabte 2-0, og Moyes’ ord bagefter om at hans hold egentlig havde spillet en god kamp, var af surrealistisk karakter for enhver der havde overværet den ulige forestilling. På kun ti måneder har Moyes forvandlet et mesterhold til et modløst midtermandskab uden synligt mål og mening. Og det endda med tilgang af Fellaini og Juan Mata. Vi, der er med andre klubber, vil kun savne ham på Old Trafford. For Manchester United er det derimod en heftig udfordring at skulle udpege den rigtige afløser. For der er ligesom ikke plads til flere fejlskud af Moyes’ karakter nu, hvor opgaven står langt vanskeligere og mere kompleks, end den var sidste sommer. Uanset hvad der findes på, vil vi andre kunne finde trøst i én ting: Alex Ferguson og hans brutalt styrede win-win-regime får de aldrig tilbage.

2 tanker om “The Unchosen One”

  1. Der er jo også den mulighed at MU prøver at stjæle de kommende mestres træner!

  2. Der var anderledes tålmodighed med Alex Ferguson: seks og et halvt år inden det første mesterskab kom i hus, og fire og et halvt år inden den første pokal overhovedet.

    Inden han tiltrådte i Man U, havde jeg et positivt indtryk af Moyes, der jo i en lang årrække gjorde det godt hos Liverpools FC’s sympatiske blå naboklub (i Liverpool er man ikke så primitiv som i andre engelske byer, at man hader de andre hold i byen, her ønsker man naboerne alt godt, undtagen i de interne opgør). Et skifte til United tæller ikke på pluskontoen, men med det han har præsteret der, er sympatien tilbage – det har sgu været en fornøjelse. Al mulig held og lykke i fremtiden til skotten 🙂

Skriv et svar