Har netop læst Politikens 5-hjertede anmeldelse af man of the moment Father John Misty’s I Love You, Honeybear, hvor det midt i alle de smukke roser sort på hvidt afsløres, at vi med ham har at gøre med en ny Lana Del Rey-sag. Ser I, Father John Misty er nemlig ikke hvem han udgiver sig for at være, men har tidligere udsendt adskillige – og efter sigende triste – singer-songwriterplader under sit rigtige navn J. Tillman. Så den anderledes flamboyant ekstravagante Father John Misty-person er altså ikke autentisk, men en tænkt konstruktion. Hvilket er pokkers ærgeligt, for nu forekom han os ellers lige ret overbevisende. Giver den konklusion nogen mening? Nej, vel? Her er selveste falskneren med en underspillet version af sin djævelsk flot svungne ‘Bored In The USA’ fra den nye plade…
4 tanker om “Lana Del Rey-syndromet”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jens, nå ja ved genlæsning ser jeg godt ironien 🙂 Vi er vist helt enige! Og til Yugo: Glæd dig til en tur ind i Thåtröms univers – stadig super, selvom der ikke rigtigt er reelt nyt under solen. Er det bare mig, der aner at melodimaterialet er løftet end kende siden sidst?
Albummet spinner for første gang her i dag – meget lovende! Jeg var nu også vild med det første Misty-album. Lad os håbe på en koncert i det københavnske; jeg oplevede ham i Pumpehuset efter første album, og han er ekstremt cool og velsyngende live.
Det nye Thåström-album også ankommet hos mig i dag (ja, jeg er så gammeldags, at jeg lytter til de der blanke CD-skiver) – fredag den 13. er en grufuldt dejlig dag for ny musik 🙂
nc, var ironien herfra så tyktflydende at den ikke kunne ses? For jeg er helt enig med dig. Der er ikke noget mere autentisk end fremragende musik, uanset hvilken maske den så må bære. Hvem og hvad der gemmer sig bag Father John Misty eller Lana Del Rey er evigt ligegyldigt. Det eneste der betyder noget er, om det de laver kan bevæge os.
Uanset om han er reinkarneret til Mr Misty nu – hvis han siger det, så er det nok sandt – kan vi så ikkke godt sige, at pladen er fremragende, præcis som (nogle af numrene på) hans forrige under det navn. Om han eventuelt er falsk, og dermed en konstruktion, som nogle også mener Lana Del Rey er, kan vi være aldeles ligeglade med. Jeg har i hvert fald haft stor glæde af begge kunstnere. Og enig, der er lidt hype over Father John lige nu, men er det ikke bedre end hvis hypen, som den plejer, omhandler en af de utallige flad-pop-ting vi normalt skal trækkes med?