Tænk der lige før fandtes tid, hvor et album ikke hørtes af mange før på udgivelsesdagen. Helt modsat nu, hvor senest Morrissey’s i februar-kommende Years Of Refusal de sidste par uger er lækket ud overalt på internettet.
Efter oppustede Ringleader Of The Tormentors, der kom mæt, tung og verdenskontrær fra Camp Morrissey, har forventningerne ikke haft brug for store sko at gå i. Og da slet ikke efter oplysning om at produceren fra comeback-pladen You Are The Quarry, nu afdøde Jerry Finn, der fik den plades ellers ret unikke sangmateriale til at lyde statisk og stemningsforladt, igen her drejede knapperne. Det før han døde naturligvis.
Ikke desto mindre derfor glæden over Years Of Refusal, som giver en langt mere skarp og veloplagt Morrissey end længe hørt. Man kender ham så godt, ved fra hvilket verdenshjørne han vil angribe, og denne plades guitardistortede brit-rocknroll overrasker som sådan ikke. Sidst han hørtes på præcis de kanter var i 1995, hvor stærkt underkendte Southpaw Grammar løb ind i et stormvejr af dårlig kritik og apati. Ikke mindst måske fordi forgængeren, mesterværket Vauxhall & I, endnu genlød så forfinet i bevidstheden. Ovenpå dens fulde hjerte kunne Southpaw næsten kun umiddelbart forkomme afstumpet, ondsindet og forelsket i egen kontante roughneck-bokseæstetik.
Bortset fra de få steder pulsen sættes lidt ned – førstesinglen ‘I’m Throwing My Arms Around Paris’ er et af dem – har Years Of Refusal mindst to håndfulde af samme slags huggende guitarsange, blottet for romantisk forestilling om nogetsomhelst. Hvilket kunne være så enerverende trist, var det ikke fordi Morrissey udtrykker sin nærmest imponerende livsskuffelse så påtrængende. En amerikansk blogger har oplevelsen af en klassisk Sex Pistols-LP, bare med Morrissey som forsanger istedet for Johnny Rotten.
Har nu gået med albummets lyd i et par uger, er blevet mere og mere afhængig af det næsten konstante adrenalinrush, numrenes tempo og urgency, de dramatiske mariachi-trompeter, hele musikken der brager afsted, de skiftende stigninger, drejninger, hu-hej vilde dyr, man skyder da heste! Selv inkluderingen af de to singler fra sidste års best of-samling giver mod forventning god mening, hørt i denne malstrøm.
Nævnes skal tilsidst retfærdigvis også, at stakkels Jerry Finn denne gang har fundet sig inspireret til en langt bedre produktion, hvis vitalitet aldrig svigter, som gjorde hans egen så kort tid efter deadline. ‘Someday Goodbye Will Be Farewell’ hedder en af de mindeværdige sange apropos. Og dem er der heldigvis mange af. Morrissey is alive and unwell!
Years Of Refusal udsendes officielt om præcis en måned. Glæder mig ufatteligt til at købe den!
Southpaw Grammer – i den nye udgave indeholder, udover dets nye Bowie inspirerede cover (ChangesBowie) – som vi vist har vendt en gang herinde(???) følgende numre:
1 The Boy Racer
2 Do Your Best and Don’t Worry
3 Reader Meet Author
4 Honey, You Know Where to Find Me
5 Dagenham Dave
6 Southpaw
7 Best Friend on the Payroll
8 Fantastic Bird
9 The Operation
10 The Teachers are Afraid of the Pupils
11 You Should Have Been Nice to Me
12 Nobody Loves Us
Bliver sært at høre i en ny rækkefølge og med “nye” numre blandet ind i helheden – en helhed som jeg er svært begejstret for….mærkeligt at skulle høre Southpaw Grammar uden Southpaw som afslutningsnummer, eller for den sags skyld The Teachers Are Afraid Of the Pupils som åbner………
P.s. Jeg tør godt kalde Southpaw grammar for en af de bedste i samlingen der tæller ca. 1400 albums
Vil nu gerne hejse flaget for Ringleader of the tormentors. Syntes hverken produktion eller materiale fejler noget videre, men måske ender Years of refusal med at være bedre.
I starten var den noget uvedkommende men jeg tror jeg har haft det sådan hver gang jeg har hørt et nyt album med manden. Den bliver heldigvis bedre og bedre.
Et andet album der lever et liv før udgivelsesdato er det nye album fra Franz Ferdinand, og jeg syntes aldrig de har været bedre.
Jeg glæder mig meget til at købe begge disse albums
Billy B: Det er vist blot for at sælge billetter til den kommende tour at MOZ lufter en mulig pension….han har sagt det før….
Og mht special edition udgaven af YOR, så er det en dvd med følgende indhold:
Wrestle with Russell
That’s How People Grow Up performed on Friday Night With Jonathan Ross
All You Need is Me performed on Later with Jools Holland
All You Need is Me (Video)
Helt enig med Jens´s vurdering. Super plade.
Det er da helt ok, at de 2 singler, som er inkluderet på greatest, er medtaget. Så er folk da fri for at anskaffe sig greatest-pladen. Og numrene passer fint ind.
Jeg synes at YOR sp.edition udvigelsen ser noget skrabet ud.
Men mon ikke SPM fortsat IKKE lever oppe til holdningerne i den gamle Paint A Vulgar Picture og udsender YOR i 2-3 versioner 😉
Nu håber jeg sgu, at udmeldingerne om Mozzer snart trækker sig tilbage er tomme trusler. Han er stadig min ubetingede favorit og har et uantageligt højt niveau.
Så sandt så sandt, Jens! En fabelagtig plade, som jeg også glæder mig til at købe. Den er bestilt….
Jeg hører også sammenhængen/relationen til plader som Your Arsenal (de rockede indslag) og i høj grad Southpaw Grammar – sidstnævnte udkommer jo små 14 dage efter YOR i en ny udgave….men det er berørt tidligere. Og ja, hvor er Southpaw Grammar dog sørgeligt overset!!!!
Har nogenlunde samme mening om pladen. Jeg syndes dog stadig at de to best of numre lyder lidt malplacerede, men dog ikke hopper fuldstændig ud af kontekst. Af mine personlige yndlige kan nævnes den førnævnte førstesingle, åbneren Something Is Squeezing My Skull og It’s Not Your Birthday Anymore.