Bill Ryder-Jones var leadguitarist i The Coral på bandets bedste plader, men gik ud som følge af ‘stressrelateret sygdom’ – i rocknroll plejer det vel at betyde drugs? – i 2008. Siden har han udgivet et par soloalbums, været kort inde omkring The Last Shadow Puppets og turneret lidt som en del af Arctic Monkeys’ AM-tour. I fredags udsendte han så sit tredje soloalbum, West Kirby County Primary, der hørt herfra er en af efterårets mest givende musikalske overraskelser fra England.

Skrevet hjemme i drengeværelset, hos moren i West Kirby (en idyllisk kystlandsby på The Wirral, en halv times Merseyrail-tur syd for Liverpool), kommer en række oftest underspillede sange, hvis forsigtige guitar-strumming afslører både sene eftertænksomme nætter og dårlig nordengelsk lydisolering. Vi er i samme afdæmpede sangart som hos f.eks. Velvet Underground’s ‘Candy Says’, den intimttyste fortællende historie, bag lidt skæve, dog sært forløsende akkorder. Indimellem flammer lydbilledet uden varsel voldsomt op, det i kortere, slørede energiudbrud, så der her umiddelbart tænkes Pavement som spillet af Pixies.

Men ovenstående forbliver kun utilfredsstillende sammenligninger i mangel af bedre, for West Kirby County Primary lyder først og fremmest af 32-årige Bill Ryder-Jones, samt af byen Liverpool, hvis helt specielle musikalske tradition – tænk The Coral, Bunnymen, The La’s – dens tonesprog og attitude naturligt udspringer fra. Tjek bare her nedenfor ‘Satelites’, der, bag heftige instrumentalstykker først og sidst, gemmer på tyste vers og B-stykker, der i stemning står langt mere repræsentativt for albummet som sådan. Der er alt for langt mellem snapsene i engelsk rock i disse år. På West Kirby County Primary bliver bægeret endelig fyldt op.