Efter et kunstnerisk kollaps af de helt store, endte Suede i første omgang karrieren et sted, der vel i fodbold ville svare til den engelske League 2, sit navn tiltrods så evigt langt fra øverste liga. Så dybt var faldet fra de kreative tinder og bandets første tre lysende albums, hvor Anderson’s band inhalerede benzindampe, fremmanede depraverede men romantiske syner og levede frygtsomt i nuet under den truende atomsky, så det var en fryd. En genforening kom på banen efter et par meget blege soloalbums fra forsangeren, og comebackpladen Bloodsports for tre år siden – der kom i skyggen af inspirationsmesteren David Bowie’s eget comeback The Next Day – var en solid men også noget håndværksagtig reparation af bandets ry og kvaliteter. Tilbage var evnen dog atter fundet frem til at skrive og forløse de sortfunklende undergangssange, som altid var Suede’s største kvalitet. Nye Night Thoughts er dog en større overraskelse, med sin stålsatte vilje for i utilsløret gru og storladen musikalsk svimmelhed, at fortælle sin konceptualiserede historie om en selvmorders tanker tilbage på, hvad bragte ham dertil. Meget længe siden Brett A. og bandet har lydt så insisterende og hjerteskærende som her, hvor der virkelig synes en væltende verden på spil. Alt det i en samling inspirerede kompositioner, der ikke lyder bare kvart så going-through-the-motions-skabelonstøvede, som frygtet på forhånd, er med til at skabe Suede’s mest givende albumudgivelse siden 1996’s Coming Up. Ingen ringe bedrift af et band, afskrevet bredt for ti år siden som frivilligt færdige og ufrivilligt komiske. At Suede så endnu engang skal slås med David Bowie’s umulige konkurrence – nu endda med hans afskedsplade, hans bortgang og den verdensomspændende massive sorg over den – er typisk Suede; beautiful losers skal ikke have det for nemt…
Enig omkring det med albumlængder på vinyl, -smölle. F.eks. udkom The Cure’s Disintegration som enkeltalbum – og den varer over 70 minutter…! Det var der vel ingen dengang, der hifi-brokkede sig over?!
Albummet passer heldigvis forrygende på en cd 😉
Jeg forstår ikke, hvad der er sket med de der regler om vinyl-længder. Albums ramte da snildt 47-48 minutter i firserne, uden at nogen klagede over at lyden var ringe?
Årets positive overraskelse!!!
Jeg var/er stor Suedehead, men havde godt nok mine bange anelser. Dels på baggrund af den ikke alt for imponerende og ujævne Bloodsports og dels på grund af de pompøse udmeldinger om medfølgende film, DMS 2 og masser af strygere! Førstesinglen Outsiders ramte mig heller ikke i starten!
Men hold da op hvor er den flot, stor og nærværende!! Jeg glæder mig til at se den fremført live på mandag!
For mit vedkommende kunne det godt ende med, at årets to bedste albums allerede er på gaden nu 🙂
Helt enig med hvad du siger omkring flowet på den mange pladesider. I mit band har vi fået at vide af pladeselskabsfolk med erfaring omkring og forstand på den slags, at de fleste trykkerier nægter at trykke pladesider med over 21-22 minutter, da kvaliteten i lyd da går mærkbart ned, og dette i disse hi-fi-tider vil ramme de pågældende trykkerier som en boomerang, hvis deres respektive navn skulle sættes i forbindelse med en plade, hvor lyden ikke er helt optimal.
Jeg har hørt Bloodsports ret meget det sidste års tid, og den har efter min mening i hvert fald et par bidrag til Suede-kanonen. Og efter en enkelt gennemlytning af Night Thoughts lyder den til mindst at holde niveauet. MEN når jeg alligevel nok ikke køber den, er det alene fordi den så vidt jeg har hørt kommer ud som en dobbelt-vinyl lp. Det er efter min mening en uskik: 12 sange med en samlet spilletid på i alt 47 minutter!!! Det må der kunne findes plads til på en lp. Jeg er ellers en stor vinyl-tilhænger, men synes det ødelægger flowet med alle de afbrydelser. Hilsen Brokkendorf.