Otte år er gået siden Alex Turner og Miles Kane’s fælles legeplads The Last Shadow Puppets udsendte The Age of the Understatement, et lysende album sprængfyldt med fjerlette sange, insisterende besathed af flyvsk Scott Walker-pop og en smittende entusiasme, der næsten kun kunne tilhøre den førstekærlighed, et debutalbum ofte er. Det sidste viser sig hurtigt sandt på efterfølgeren, Everything You’ve Come to Expect, der som årene gik syntes aldrig at skulle komme. I mellemtiden er Turner blevet regulær verdensstjerne som frontfigur i Arctic Monkeys, mens Miles Kane har udgivet et par for upersonlige og hurtigt oversete soloalbums. Og det er her vi genfinder duoen, i en arbejdsalvorlig magtfordeling, der tipper Alex Turner’s vej. For da Everything You’ve Come to Expect ikke lykkes komme med samme charmerende tilstedeværelse og uforstillede legesyge som sidst, bliver det Turner’s sangskrivertalent der skal bære. Sådan lyder det på dette anderledes ujævne album, hvor Miles Kane’s musikalske bidrag hurtigt stiller sig i skyggen bag Turner’s langt mere melodisk righoldige og interessante sange. Selv når Charles & Eddie’s 90’er-soulpastiche ‘Would I Lie To You’ får plyndret sit omkvæd i Turner’s  ‘Miracle Aligner’ giver det mening, så godt er tyveriet sat i scene. Og titelnummeret med sin dovent lokkende melodik og elegante arrangement kan også noget dejligt udover det britisk sædvanlige. ‘Sweet Dreams, TN’ er derimod Alex Turner i det stort melodramatisk forløsende Roy Orbison-gear, mens afslutningssangen ‘The Dream Synopsis’ mest af alt vækker positive minder om klassisk John Lennon-sangskrivning. Her synger Turner i omkvædets dejlighed ‘and a wicked gale came howling up through Sheffield City Centre / there was palm tree debris everywhere and a Roman Colosseum / isn’t it boring when I talk about my dreams’. Nej, Alex, ved siden af Miles Kane’s langt mere ordinære drømme er dine alt andet end kedelige. Det er ialfald dem der redder The Last Shadow Puppets’ vanskelige toer fra at stå tilbage som en ansigtsløs skuffelse.