På gamle vinylsingleplader var B-siden altid en fornøjelig ubekendt størrelse. Fandt man der et obskurt formeksperiment, en halvmislykket sang, en coverversion, en skjult perle eller noget helt femte? En sjælden gang imellem kunne man på B-siden støde på en sang så overbevisende god, det straks syntes, den burde have været en A’er i eget navn. Måske vi her på bloggen skulle dyrke det fænomen lidt? Ialfald kan vi med den vinkel sætte spot Sparks-singlen ‘Amateur Hour’, et stort og fortjent hit for brødrene Mael i 1974-glambølgen. B-siden defra hedder ‘Lost And Found’ og er et perfekt eksempel på ovennævnte problematik. De tre minutter og 19 sekunders hyperhektisk og übermelodiske Sparks-pop ville have gjort en fantastisk single. Men ikke nok med at ‘Lost And Found’ levede et skjult B-side-liv; sangen blev hverken inkluderet på Kimono My House-albummet, hvorfra ‘Amateur Hour’ blev plukket, eller den hurtigt efterfølgende Propaganda. Begge er fantastiske Sparks-plader, alligevel ville ‘Lost And Found’ have hævet niveauet…
2 tanker om “B-sider der skulle have været A-sider”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Depeche Mode har flere gange sagt at de burde have byttet om på “It’s Called A Heart” (A-siden) og “Fly On The Windscreen” (B-siden). Jeg er enig.
Er der i øvrigt ikke en del Suede b-sider der kunne have været fantastiske a-sider. “Killing Of A Flashboy”, “Europe Is Our Playground” og “My Dark Star” er de første der popper op hos mig. Ikke at de skulle have været ombyttet med deres respektive A-sider, bare udgivet i egen ret.
Jeg har altid følt, at Abbey Road skulle være byttet. Så ville albummet starte med Here comes The Sun efterfulgt af en fed eksperimenterende medley af klasse. Samtidig ville der stadig være stor kvalitet på B siden