Så netop en livesending på Facebook med Seattle-bandet Band of Horses fra Tinderbox, der er startet i Odense i dag, iøvrigt med et storslået førstedagsprogram, der sent i aften bl.a. har besøg af så savnede The National og over midnat tordenkilen Rammstein. Håber de to navne kan skabe langt mere nerve, end hvad jeg fik opleve med Band of Horses. Underligt som de startede deres løbebane ud med en klassiker af en dragende debutsingle, så et par ok lovende albums, men siden da gik istå på en for hyggelig og ærketraditionel rockmusik, der ikke rører eller rykker ved nogetsomhelst. Her debutsinglen ‘The Funeral’ i al sin så anderledes dramatisk stiliserede skønhed, sendt afsted fra adskillige ambitionsniveauer over, hvor dens skabere befinder sig i dag…