Har nu set den spritnye BBC-dokumentar om de sidste fem David Bowie-år, og er – blandt glæden over mange fine klip fra før og nu – lidt mystificeret over, at der ikke er mere i den, vel specielt fra Tony Visconti, om Bowie’s baggrund for og tanker omkring at ville lave og udsende musik igen, grunden til at han udskiftede hele sit band fra The Next Day til Blackstar, samt om Bowie’s egen reaktion på modtagelsen, der blev givet det vilde ‘Where Are You Now’-comeback og dets album. Her ‘Dollar Days’ fra Blackstar…
En tanke om “I’m dying to…”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Enig, Jens. Jeg synes dog stadig, den er ret så stærk som dokumentar. Specielt passagerne, hvor de forskellige bands snakker produktion sammen med Visconti og de spiller numrene uden Bowie. Jeg tror simpelthen, at Visconti og co. har haft svært ved for alvor at åbne op i frygt for at gå imod Bowies ønske om privathed i de sidste år. En svær balancegang at åbne op og samtidig ikke for meget. Just a thought. Nu vil jeg droppe nålen over Blackstar. Sikke et album!