Det første verden udenfor Manhattan hører til Blondie er i 1975 da NME’s Charles Shaar Murray besøger New York og rapporterer hjem til Europa om byens nye punkede musikscene, centreret omkring klubben CBGB’s på The Bowery. Han skriver begejstret om en aften med The Ramones, hvor også deres supportact Blondie beskrives og roses for den idealistiske DIY-spirit, han ser som kendetegnende for hele den nye NYC-scene. Men Murray affejer dog afsluttende Debbie Harry (og hendes band): “Sadly, Blondie will never be a star simply because she ain’t good enough, but for the time being I hope she’s having fun”.
I hope she’s having fun…?! Charles Shaar Murray, din amatør. Skru tiden tre hurtige år frem og Debbie Harry ligger nummer et med Blondie i det meste af verden, med tredjealbummet Parallel Lines og med new wave-crossoversinglen ‘Heart Of Glass’. Det er en gylden tidsperiode hvor Blondie udsender dagsordensættende state-of-the-art popmusik, der både kan det med at række bredt ud, men samtidig tager selvsikre chancer til højre og venstre midt i et musikalsk landskab af opbrud og forandring. Den enorme succés slår dog ultimativt bandet kreativt ihjel, og det slutter forstemmende tamt på The Hunter i 1982, en skilsmisseplade om noget.
I 1999 er gendannede Blondie tilbage og det har de været lige siden, indtil denne weekend med tre albums, der alle har båret på en to-tre gode Blondie-sange og så en masse uinspireret fyld af mere eller mindre pretentiøs karakter. Denne weekend udsendes Pollinator, som vi her på siden først måske var lidt for hurtige med at affærdige. For ser vi bort fra at konkurrencen mod bandets storhedstid, hvor producer Mike Chapman fik überperfekt popmusik ud af Blondie’s inspirerede sange, er helt umulig at vinde i 2017, er Pollinator nok faktisk det bedste Blondie-album siden Autoamerican fra 1980.
Problemet er først og fremmest at verden, som den var det i bandets storhedstid, aldrig bliver Blondie’s igen. Væk er Mike Chapman og hans dengang så naturligt moderne analoge studielyd, istedet afløst af et nyt årtusindes smallere, langt mere konkrete og stikkende digitale sound. Sangene på Pollinator er ofte af fin popkvalitet, og Debbie Harry synger stadig som en drøm, men allgevel mangler de sidste 10% i forførelsens kunst, den hypnosekunst der vel var hendes og bandets allerstørste aktiv. Det her er mere Blondie der vil lyde som Blondie, end Blondie der bare er Blondie. Den ubesværede musik bandet spillede i dets storhedstid for længe siden var stor kunst, og affødtes netop af frihed til at turde være sig selv, af at være unge, frie og på vej.
Den slags giver sig naturligvis ikke længere, al uskyldighed borte nu og rockmusik ikke længere så centralt magtfuldt et medie, men mindre kan også gøre det. Pollinator har – trods sit skræmmende hav af kollaboratører – sangene og de hooks der gør, at var de et nyt bands, ikke for evigt sat under skyggen af egen mytologi, ville der blive høstet anderledes stor opmærksomhed og interesse.
Som det er nu bliver det mest en fornøjelse for de af os, der har historie med Blondie. Forelskelse husket, værdsat og genvarmet på en række nye flimrende lydfilm, der heldigvis denne gang er stærke nok til ikke automatisk straks at blive forvist til det frygtede nostalgihjørne. Og efter alle de år er det i sig selv en bedrift. ‘Best Day Ever’, ‘Long Time’, ‘Gravity’, ‘Doom Or Destiny’, ‘Fun’, Johnny Marr’s ‘My Monster’ og ‘Fragments’, samt det skjulte track ‘Tonight’ træder på Pollinator frem som selvkørende, stærke Blondie-sange og er alle racerbaner, der formår at tage Debbie Harry hjem som den i år 2017 usandsynlige vinder.
