Hugh Hefner’s daværende kæreste Barbi Benton fik sig noget af et hit i 1975-76 med ‘Ain’t That Just The Way’, naturligvis udgivet på Playboy Records. Hørt nu viser sangen først og fremmest hvor populære The Carpenters var dengang, for den synes fuldstændig skåret over og efter deres specielle AOR-softrock-melodik, selvom Benton’s stemme og levering naturligvis aldrig kan blive tilnærmelsesvis så kirurgisk glasmontre-perfekt som Karen Carpenter’s. Læg i øvrigt mærke til Dennis Weaver’s McCloud-skikkelse ude i studiets kontrolrum. ‘Ain’t That Just The Way’ optrådte nemlig i en McCloud-episode, hvilket måske forklarer hvorfor den fløj så højt som nummer et på den svenske og nummer to på den norske singlehitliste. Men Barbi og Hef?! De gik fra hinanden i 1976, efter syv år sammen.