Interpol i en slags live

Kendte man ikke Interpol og hørte deres nye album Marauder, ville en kriblende opstemthed indfinde sig. For her er et velspillende, vitalt band, der i bedste kantede postpunkefterslæbstradition slår sig skramlende løs, så selv månen må dæmpe sine blege stråler på albummets begsorte nattehimmel. Virtuos, kontrolleret men befriende skramlet musicieren suppleres af en sanger, der kan sin placering i lydbilledet, og stikker ud med meldinger et faldende sted mellem telegram, kølig sarkasme og resigneret nødråb. Men for de mange af os der, efter Interpol’s tre første så formfuldendte albums, har ventet i tålmodighed på mere af samme klasse, er det en langt mere blandet følelse Marauder afføder.

For vel lykkes det den velrenommerede indie-producer Dave Friedmann + band at bringe det liv, der har været så grelt savnet på plade de seneste elleve (!) Interpol-år, men de seneste to albums udtalte problemer med sangskrivning består desværre. Interpol’s adelsmærke de første år var den forunderligt fuldtudviklede æstetiske overbygning bandets musik kom med. Ikke en tone syntes overflødig eller andet end perfekt i de kølige katedraler af dunkel skønhed, Interpol udgav som sine numre. Nu er alt anderledes. På Marauder snubler man som lytter i et væk over temaer, akkorder, breaks, der i konstant rastløs omskiftelighed nærmest synes…vilkårlige. Nogle af dem når nogenlunde lykkeligt frem til deres destination, andre forvilder sig og giver helt op på halvvejen.

Man fristes igen tænke, om Interpols engang så 100% veltilrettelagte musik nu mere tilvirkes efter et tilfældighedsprincip? Og om ex-bassist Carlos Dengler, der kørte kreativt livstræt på bandet efter de tre første albums og gik ud i 2010, var et langt mere essentielt medlem for bandets kvalitet end antaget dengang? Isoleret set er nye Marauder et atmosfærefyldt Interpol-album med sine givende Interpol-øjeblikke – specielt ‘Surveillance’ og ‘Flight Of Fancy’ hæver niveauet betragteligt – men i det større billede er det først og fremmest endnu et stik i hjertet. Fordi det der kom først var så meget større end en interessant rodebutik.

En tanke om “Interpol i en slags live”

  1. Det er vist meget godt beskrevet… Efter nogle “lyt” er jeg ikke skræmt bort og begyndt at høre de tre første endnu… Det skal nok komme for selvom nogle numre er rigtig gode, så halter resten i den forkerte retning.. Men når de rammer rigtigt kan de noget helt specielt og det høres bedst i starten af karrieren..

Skriv et svar