En ener vender tilbage

Lørdag aften vil det rock-interesserede Sverige have fokus på Sofiero, seks kilometer langs kysten nord for Helsingborg, hvor Ulf Lundell vender tilbage med sin længe ventede første koncert siden 2015, da han officielt trak sig tilbage. Noget må Lundell have savnet i sit liv, for det helt nye album Tranorna Kommer har en sangstærk nødvendighed over sig, som placerer det oppe blandt hans bedste, ikke den dårligst tænkelige grund til at genopfinde tourlivet. I Sverige skrives og diskuteres på sociale medier i disse dage meget, hvad setlisten til sommerens 16 koncerter vil byde på. Forleden lod Expressen sig narre af et snapshot af en gammel setliste på Lundell’s nyoprettede Insta-konto, og kunne således ‘afsløre’ sangindholdet på sommerens koncerter. Men nej, så let lader kantede Lundell sig ikke regne ud. Ikke mindst derfor vil mange lørdag komme rejsende til Helsingborg fra overalt i Sverige. For selv at opleve det nationale unikums genopstandelse. I håbet om at de største personlige favoritter fra hans enorme katalog af sange, startende i 1975 og frem til i dag, også er blevet inviteret med. Hvis jeg sådan kunne vælge én sang, ville det lige nu blive mægtige ‘Club Zebra’, det nærmeste der kommes en skandinavisk musikalsk pendant til Springsteen’s ‘Jungleland’. Store ord, nuvel, men så igen er ‘Club Zebra’ fra 2002 også en tilsvarende mægtig supertanker af en sang. Der er håb, liv og billetter endnu til Sofiero.

En tanke om “En ener vender tilbage”

Skriv et svar